Bedstemors hemmelige våben

af Finn Zinklar

Nu må vi altså prøve at få overtalt bedste til at flytte hen på et plejehjem eller en eller anden form for beskyttet bolig. Det går ikke længere, at hun bor helt alene i den store villa, sagde Eva til sin jævnaldrende bror Michael.

Hun havde lige læst i avisen om den stribe af indbrud, der havde været i det villakvarter, hvor den gamle dame boede. Ved et af indbruddene havde husets ejere – et ældre ægtepar – overrasket tyvene, men var blot brutalt blevet slået ned og efterladt bundne og kneblede.

Både Eva og Michael følte sig stærkt knyttede til deres bedstemor. Hun var den eneste nære slægtning, de havde tilbage, efter at begge forældre for et par år siden var omkommet ved en tragisk bilulykke. Heldigvis havde den store livsforsikring, der var tilfaldet dem, gjort det muligt for dem at blive boende i lejligheden og at fortsætte deres studier. Han læste til ingenør, hun til cand. mag. I dansk og fransk.

Lige efter forældrenes død havde deres bedstemor foreslået, at de flyttede ud hos hende. Men de havde haft deres betænkeligheder. Den gamle dame – enke efter en oberst – kunne nemlig være meget dominerende. Hun ville helst bestemme alt og var et principmenneske af den gamle skole. De ville ikke få et ord at skulle have sagt.

Trods sine seksoghalvfjerds år var hun så åndsfrisk som nogen sinde og helbredsmæssigt i topform. Hun satte stadig en ære i altid at være velklædt og holdt af at pynte sit stilfulde hjem med masser af blomster og levende lys. Bortset fra en rengøringskone en formiddag om ugen og en havemand en gang imellem klarede hun alting selv, lige fra indkøb og madlavning til pasning af oliefyret.

Alligevel var de tit betænkelige ved, at hun boede helt alene. Også hun kunne pludselig få en hjerneblødning og komme til at ligge hjælpeløs i flere dage, før der kom nogen. Og nu alle disse indbrud, hvor hun kunne risikere at blive slået ned.

Du har ret, sagde Michael. – Med den voksende kriminalitet og hensynsløse vold går det ikke længere. For øvrigt fortalte en af mine studiekammerater mig netop i dag, at hans gamle tante lige var flyttet ud i en pragtfuld lille lejlighed i en beskyttet bolig for ældre, hvor der også er en plejeafdeling. Hver dag får beboerne bragt varm mad op til deres værelser, hvis de da ikke foretrækker at spise i den store fælles spisesal. Der skal selvfølgelig betales et større indskud og et månedligt beløb, men bedste har jo både en stor pension og en anselig formue. Tænk hvad alene villaen er værd. Jeg spørger min kammerat, om han ikke kan skaffe mig en brochure med alle oplysninger, og så går vi ud og snakker med hende.

Ikke tale om! Mig får I hverken på plejehjem eller noget, der bare minder om det. Det kunne lige passe! sagde oberstinde Holm vredt, da de i forsigtige vendinger havde bragt sagen på tale og givet hende den lille brochure med billeder af både de hyggelige værelser og den dejlige have, hvori man så gamle mennesker sidde på bænkene og nyde solen.

- Og hvad skulle der ske med mit kostbare indbo, som jeg holder så meget af? Det kunne jeg da slet ikke have i sådan en lille lejlighed. Jeg måtte simpelthen skille mig af med det meste. I kan tro nej! Og så skulle de bestemme, hvad jeg skulle spise hver dag. Jeg ønsker ikke at komme under kontrol af nogen. Tror I ikke, jeg har læst i avisen, at når gamle mennesker, der ender på et plejehjem, ikke vil makke ret, så fylder man dem bare med beroligende piller, til de bliver så sløve og medgørlige, at man kan lade dem ligge i sengen hele dagen til de sover ind for evigt. Jeg har aldrig i mit liv slugt en pille og har lovet mig selv heller aldrig at gøre det. I ved jo godt, at jeg ønsker at dø her i mit eget hjem. Og kommer I en dag og finder mig liggende død, så kan I trøste jer med, at mit højeste ønske er gået i opfyldelse.

- Så snakker vi ikke mere om det, sagde Eva opgivende. – Vi må så bare bede til, at du ikke får besøg af indbrudstyvene. Mens hun sagde det, foldede hun uvilkårligt sine hænder.

- Kommer de, skal jeg nok tage mig af dem, sagde den gamle dame med en barsk mine. – Dèr på væggen hænger jeres bedstefars sabel. Den vil jeg forsvare mit hjem med!

Michael tog sig opgivende til panden, men kunne alligevel ikke lade være at smile over sin håndfaste bedstemor.

En uges tid senere – en kold blæsende oktober-aften, hvor regnen trommede mod villaens ruder – sad oberstinde Holm i sin yndlingsstol i dagligstuen. På det lille ovale mahognibord ved siden af lå det farvestrålende postkort, hun om formiddagen havde modtaget fra sine børnebørn. De holdt en uges efterårsferie sammen i Lugano, hvortil de var rejst med charterfly. Solen skinnede hele dagen skrev de.

På den blankpolerede bordplade stod også en lille sølvbakke med en trekvartfuld flaske Hennesy cognac samt et cognacglas. Hver aften, lige inden hun gik i seng, tog fru Holm sig nemlig et glas cognac. Det havde i mange år hjulpet hende til at falde i søvn, trods den uro, hun altid følte i benene, når hun havde lagt sig.

Hun skulle lige til at skænke op i glasset, da hun hørte en mærkelig lyd. Det lød grangiveligt, som om en rude blev knust et eller andet sted i det store hus. Men skønt det blæste kraftigt, vægrede fru Holm sig ved at tro, det alene var nok til at få en rude til at splintres. Men hvad kunne det mon så skyldes?

Hun kom ikke til at vente ret længe på svaret.

Pludselig stod der to unge kraftige mænd iført sorte læderjakker i døren til den tilstødende stue. Den ene var langhåret, mens den anden var karseklippet over hele hovedet. Den langhårede havde en pistol i hånden.

- Hvad i alverden laver De her i mit hus? spurgte oberstinde Holm vredt. – Jeg har aldrig kendt mage til frækhed!

- Vi kommer såmænd bare for at se, om du har noget gedigent sølvtøj og nogle smukke juveler og andet godt, vi kan bruge, sagde den karseklippede med et frækt grin. – Vi er sådan en slags kunstsamlere, forstår du.

- Vil De så se at komme ud! råbte den gamle dame harmdirende. Hun havde rejst sig halvt op i stolen. Men den langhårede, der var smuttet om bag hende, gik lynhurtigt i gang med at binde hende til stolen med et solidt reb. Hendes rasende protester afbrød han brat ved at kramme den lille dug, der lå midt på mahognibordet, sammen og proppede den i munden på hende.

- Nu holder du din kæft, sagde han bare, - så Kim og mig kan få arbejdsro.

-Hun sidder s`gu og pimper ægte trestjernet fransk cognac, sagde hans kollega og pegede på flasken. – Den slags luksussprut har jeg ikke fået mange dråber af i mit liv, så nu vil jeg indhente det forsømte.

Han satte flasken direkte for munden og tog sig et par ordentlige slurke.

- Det smager eddergodt. Prøv selv! Han rakte gavmildt flasken til den langhårede, der fulgte hans eksempel og bagefter smækkede med tungen.

De havde næsten fået tømt flasken, før de gik i gang med at fylde gammelt arvesølv fra det store antikke sølvtøjsskab ned i de sække, de havde bragt med sig.

Opfyldt af harme, men totalt hjælpeløs måtte den gamle oberstinde se til, mens de plyndrede hendes hjem for værdigenstande.

Nu ville hendes børnebørn plage livet af hende for at få hende på plejehjem.

Under deres ophold i Lugano skiftedes Eva og Michael til at købe en dansk avis hver dag. I dag var det Eva, der havde købt den, og da hun kom farende ind på Michaels værelse med avisen i hånden, var han straks klar over , at der måtte være sket noget helt usædvanligt derhjemme.

- Læs! sagde hun blot og pegede på en fed overskrift, som Michael lynhurtigt læste.

76-årig oberstinde afvæbner og svinebinder to farlige pistolbevæbnede indbrudstyve.

Sådan stod der. Og der var også et billede af deres bedstemor.

Måbende læste Michael, hvordan hun bagefter havde ringet til politiet, der havde afhentet de to uheldige tyve, der så længe havde hærget i det pæne villakvarter.

- Det var som pokker! udbrød han imponeret. – Hvordan har hun dog båret sig ad? Det stod der nemlig ikke noget om

Da de dagen efter vendte hjem, tog de straks ud til deres bedstemor med en stor buket røde roser og en æske af hendes yndlingschokolade, som de havde købt i flyet.

Men på deres ivrige spørgsmål svarede den gamle oberstinde med et lille gådefuldt smil:

Under Anden Verdenskrig havde flere af de krigsførende magter noget i baghånden, som de kaldte hemmelige våben. Og dem røber man ikke.

Mere fik de ikke ud af hende.

Om aftenen, da hun igen var alene og hentede sin cognacflaske frem fra skabet for at skænke sig et glas, så hun på den og smilede tilfreds. Den var nemlig hendes hemmelige våben. I mange år havde et glas af den ædle drik haft den ønskede virkning. Men efterhånden syntes hun ikke rigtig, det virkede. Måske fordi uroen i benene blev stadig stærkere med alderen og kunne holde hende vågen i timevis.

Derfor havde hun til sidst konsulteret sin læge, der havde givet hende en recept på nogle sovepiller, skønt hun havde forklaret ham, at hun aldrig tog piller. Men manglen på søvn fik hende alligevel til en dag at hente et glas på apoteket. For hun havde fået en god idè. Hvis hun knuste indholdet af pilleglasset og opløste det helt i en flaske cognac og drak et glas som hun plejede, så havde hun faktisk ikke brudt sit løfte om aldrig at sluge en pille. Man havde vel lov til at snyde bare en lille smule en gang imellem.

Og virkningen var fortræffelig. Så snart hun kom i seng, gik hun ud som et lys. Og det havde virket nøjagtg lige så godt på de to indbrudstyve, der havde tømt næsten hele flasken. Hun havde pludselig lagt mærke til, hvordan deres bevægelser blev mere og mere slowmotion-agtige, mens de fyldte deres sække. Så var først den ene, så den anden dejset omkuld på gulvtæppet, hvor de havde ligget og snorket højlydt.

Det havde taget hende næsten et kvarter at få lirket sig fri af sine bånd, så hun kunne sikre sig pistolen og ringe til politiet.

Mens hun ventede på deres ankomst, havde hun brugt tiden til - for en sikkerheds skyld – at binde de to nærmest bevidstløse mænd. Og hun var god til at slå solide knuder, for hun havde været pigespejder som barn. Og hvad man lærer som ung, det glemmer man aldrig.

Slet ikke når man hedder oberstinde Holm.