Da vædderen kom til gården.

af Margit Sjøgreen

Gårdmand Jensen skulle til marked. Han ville se om han kunne finde en fin vædder. Fåret Tina, havde gået og hængt med hovedet. Det var jo også kedeligt i det lange løb, at være det eneste får på en pæn stor gård.

Snakken gik da også livligt, imellem dyrene ude på marken.

”Prøv engang at se Tina, hun står henne ved hegnet og venter spændt,” sagde Mette til Mads.

”Ja, man forstår det jo ikke,” sagde ornen Osvald vredt, han var en ægte sortseer.

”Som om vi ikke er mandfolk nok her på gården,” sluttede Osvald sit sure opstød.

”Det kan jo være at det bliver en forbedrelse, for du er efterhånden ikke meget værd,” sagde soen Yrsa.

”Sikke noget vrøvl!” sagde Osvald og alle dyrene lo.

Over middag kom Jensen hjem. I en kasse bag på vognen, stod der en stor og prægtig vædder. Han havde nogle enorme, store horn og så holdt han hovedet stolt, og knejsede med nakken.

”Ja, ham skal vi nok få glæde af,” gryntede Osvald.

Da vædderen blev lukket ud på marken, sagde Jensen,

”kan I nu tage pænt imod vort nye medlem af familien”.

Den første der hilste på ham var Tina.

”Jeg hedder Tina, hvad hedder du?” spurgte fåret.

”Jeg hedder Hugo,” svarede han og så hen på Tina, det var kærlighed ved første blik.

”Man må håbe de bliver klogere. Mens tid er,” sagde Osvald træt og opgivende. Der var alligevel, ingen der gad lytte til hans gode råd.