Den gamle spilledåse

Fortælling af Margit Sjøgreen

Den lille pige i parken så op, da hun hørte en mærkelig lyd. Den havde hun aldrig hørt før. Langsomt rejste hun sig op, så sig forvirret om. Hvor mon lyden kom fra? På en bænk ikke langt fra, hvor hun stod, sad en gammel mand. Han elskede at sidde og se på de mange børn, der kom her og legede hver dag. Han sad med den mest bedårende spilledåse, man kunne tænke sig. Det var den, der havde fanget den lille piges opmærksomhed.

Pludselig fik hun øje på ham og stavrede hen til ham, på sine små buttede ben. Da hun kom hen til bænken, kravlede hun op og satte sig. Hun så op i hans gamle milde ansigt.

”Davs, hvad hedder du?” spurgte hun.

Den gamle kiggede på barnet og sagde, ”De fleste kalder mig Svenne og det her er en gammel spilledåse, som har tilhørt mit barnebarn” han tav og strøg en tåre væk fra øjet.

”Hvad hedder du min lille ven?” spurgte han og lukkede spilledåsen.

”Dorthe og bor derovre,” sagde hun og pegede over mod et stort hus. ”Vil du følge mig hjem?” spurgte hun.

”Ja gerne” sagde han og rejste sig.

Dorthe hoppede ned fra bænken, hun var kluntet i sine bevægelser. Han tog hende i hånden. Det var som om, han havde fået Tina igen.

Han fulgte med Dorthe over til det store hus. Da de kom hen til lejligheden hvor Dorthe boede, tog hun fat i håndtaget og åbnede døren.

”Mor, mor se hvad jeg har fundet” råbte hun.

Dorthes mor kom ud fra køkkenet.

”Goddag frue, ja vi kom i snak i parken og Dorthe syntes det var rart, at jeg fulgte hende hjem,” sagde Svenne.

Mona satte sig på hug foran Dorthe.

”Du ved godt, at du ikke må snakke med fremmede” sagde hun.

”jamen mor, han har en dejlig æske, der kan spille,” forsvarede Dorthe sig.

”Ja der er min skyld” sagde Svenne.

”Vil du ikke have en tår kaffe?” spurgte Mona.

”Jo tak” svarede han smilende.

Hun gik ud i køkkenet for at lave kaffe. Han blev siddende inde i stuen og betragtede Dorthe, der legede. Hvad er der mon galt med hende, hun opfører sig ikke som andre børn, tænkte han.

Der var også noget andet, han havde lagt mærke til ovre i parken. De andre børn legede heller ikke med hende. Han var efterhånden overbevist om, at han kunne takke spilledåsen for, at han sad her i den hyggelige gamle lejlighed.

Han blev af sine tanker ført tilbage i tiden. Tilbage til dengang han var omkring Dorthes alder, da havde han boet et sted som mindede meget om dette. Der havde også været en park hvor børnene legede. Dengang var der også en lille pige, der blev holdt udenfor. Hun hed Kathrine og var datter af en sagfører. Hun havde været for fin til, at de andre ville lege med hende, men det var nu ikke derfor, at Dorthe gik alene. Det var som om, hun levede i sin egen verden og spilledåsen havde brudt den for en kort stund. Han var overbevist om, at det var den, der var trængt ind i hendes underbevidsthed.

Mona kom und med kaffen og de sad nu og drak den, mens de så på Dorthe.

”Hun er et dejligt barn,” sagde Svenne.

”Ja, men hun er meget ensom,” svarede Mona.

”Jeg har lagt mærke til, at hun går meget for sig selv ovre i parken,” sagde han.

”ja, lægerne kan ikke blive enige om, hvad der er galt, hun er normalt begavet, men hendes ydre er en mongols. Det undrer mig egentlig, at hun snakkede med dig. Det er sjældent, at hun snakker med fremmede,” sagde Mona.

Svenne tog dåsen op af lommen og stillede den på bordet foran hende.

”Den er årsagen til, at Dorthe kom hen og snakkede med mig,” sagde han.

”Hvor er den smuk, må jeg åbne den?” spurgte hun.

”Ja, vær så god,” sagde han.

Mona åbnede låget og den skønneste musik fyldte stuen. Dorthe sad på gulvet i den anden ende af stuen. Med det samme dåsen begyndte at spille, gav det et sæt i hende og hun rejste sig.

Hurtigt stavrede hun hen til bordet, på sine korte ben.

”Kan du høre mor, er den ikke bare god?” spurgte hun.

”Jo, det er den” sagde Mona. ”Den er vist også meget sjælden” forsatte hun.

”Ja, det er jo ikke den slags, der bliver lavet i dag,” svarede Svenne.

Mona lukkede dåsen igen. Idet musikken standsede, vendte Dorthe sig om og gik hen og legede videre – lukket inde i sig selv som før, Svenne og Mona sad og betragtede Dorthe.

”Svenne, hvor gammel er du egentlig?” spurgte Mona.

”Ja, omkring de 80,” svarede han smilende. ”Og denne spilledåse var mit barnebarns bedste legetøj.”

”Hvad er der sket med hende?” spurgte Mona.

”Hun døde for fem år siden i dag, og det er grunden til, at jeg sad med spilledåsen ovre i parken i dag.”

”Hvordan var hun?”.

”Hun var en dejlig glad pige. Hun var mongol og mindede sådan om din Dorthe. Hun havde været i børnehave og om aftenen fik hun høj feber. Lægen kom og hun blev indlagt på sygehuset. Det varede ikke mere end to dage, så døde hun. Hun havde fået meningitis,” svarede Svenne og forsatte ”Spilledåsen havde været min som barn, så derfor fik jeg den igen.”

”Hvor mange børnebørn har du, Svenne?” spurgte hun.

”Med Tina havde jeg seks,” svarede han. ”Tina fik spilledåsen, fordi hun ligesom Dorthe syntes, den var dejlig,” han tørrede sine øjne.

”Hvis du vil, må du gerne komme og snakke med Dorthe,” sagde Mona.

Svennes ansigt lyste op i et stort smil.

”Hvis det skulle være, at du mangler en barnepige til Dorthe, så bare ring,” sagde Svenne og gav Mona sit telefonnummer.

”Til daglig sidder jeg ovre i parken og holder øje med, at der ikke sker børnene noget,” sagde han.

Han takkede for kaffen og sagde farvel til Dorthe og Mona.

Hele vejen hjem gik han og tænkte på hvordan, han skulle hjælpe Dorthe. Det var dog forbløffende som Dorthe mindede om Tina. Han havde haft Tina når børnehaven holdt lukket og hendes forældre skulle på arbejde. De var begge ansat på sygehuset, så de var nød til at arbejde på alle tider af døgnet. Tinas søskende var alle ældre end hende og var flyttet hjemmefra. Ingen af dem boede her i byen, så Tinas forældre nød at Svenne ville passe hende, når de arbejdede på nathold og de dage hvor børnehaven holdt lukket.

Han nåede hjem og låste sig ind i sin lejlighed. Idet han åbnede døren og gik ind, vældede endnu flere lyse minder ind over ham. Det var sært, for det var dog fem år siden hun døde. Det var trods alt godt, han havde så mange gode minder om hende.

Næste dag sad han igen på bænken i parken og så på de legende børn. Dorthe var der også, som sædvanligt legede hun for sig selv. Et pænt stykke fra legepladsen sad en ung mand og spillede på fløjte.

Svenne gik over græsplænen hen til bænken og lyttede. Imens tog en plan form i hans hoved. Det varede ikke lang tid før, den unge mand holdt op med at spille.

”Du spiller vel nok smukt,” sagde Svenne.

”Ja, det er jo, som man tager det. Mine naboer syntes nu ikke, der er noget smukt i det,” sagde han og grinede.

”Nå, hvorfor ikke det?”.

”Fordi det lyder jo ikke godt altid. Så jeg er begyndt at spille her i parken for fuglene. De har ikke klaget endnu, men det gør de jo nok engang.”

”Ved du hvad, kunne du ikke tænke dig at gøre mig en tjeneste?” spurgte Svenne.

”Det kommer nu an på hvad det er” svarede den unge mand.

”Jo, ser du, jeg kender en lille pige, der kommer her hver dag. Det eneste, der får hende til at bryde ud ef ensomheden, er musik. Kunne du tænke dig at spille for hende?” sagde Svenne.

”Jo, hvis ikke hendes mor har noget imod det,” svarede han.

”Det har hun garanteret ikke og for resten så hedder jeg Svenne,” han rakte hånden frem, den unge mand tog den og sagde ”og mit er Søren”.

De fulgtes ad hen til lagepladsen, der satte Søren og Svenne sig ned på Svennes sædvanlige bænk. Søren satte fløjten for munden og blæste. Med et rejste Dorthe sig op og vendte sig om mod Svenne. Nej, han sad ikke med dåsen, men der sad én ved siden af med noget lige så godt.

Dorthe stavrede over til dem.

”Hej” sagde Dorthe.

”Hej, Dorthe. Det er Søren han spiller for dig” sagde Svenne.

”Og kun for dig” sagde Søren.

”Skal vi så ikke gå hjem og fortælle mor det?” spurgte Dorthe.

”Det må vi nok hellere” mente Søren, han blev ved med at spille hele vejen hjem til Dorthes mor.

”Mor, mor kom, skal du se,” råbte Dorthe glad.

Mona kom ud i gangen. Hun var hjemme hele dagen, fordi hun arbejdede som freelance tegner. Det havde hun gjort lige siden, hun blev alene med Dorthe. Dorthes far var tagdækker og da hun var et halv år gammel, faldt han ned fra taget af et højhus. Han var død på stedet. Nu kom der en svær tid for Mona og Dorthe. Det var jo ikke så nemt at være enlig mor. Mona havde ikke den store familie og hendes omgangskreds var skrumpet betydeligt ind efter at Jørgen var død.

Det var som om de var bange for at det smittede. Sådan var det vel.

”Døden taler man ikke sådan om,” det er jo ikke det morsomste. For hvad skal man sige for at trøste. Man kan jo nemt blive misforstået. Så der gik lang tid mellem besøgende og en dag hørte de helt op.

Mona var dygtig til at tegne, så de led ingen nød økonomisk. Det ene job afløste det andet, så hun havde tid til at passe Dorthe. Hun blev revet ud af tankerne ved lyden af de glade stemmer.

Hun stod målløs i gangen.

”Hvem er det I har med i dag, Dorthe?” spurgte hun.

”Det er Søren, han vil spille for mig og ved du hvad mor?” sagde Dorthe, Mona rystede på hovedet.

”Det er som om jeg bliver glad indeni og ser hvad der sker omkring mig?”.

”Så skal Søren få lov til at spille for dig hver dag, hvis han har lyst” sagde Mona og så hen på Søren.

”Det vil jeg da gerne, men det lyder knap så godt hver gang” sagde han.

”Det lyder brand godt” sagde Dorthe.

De lo alle fire, men det varede ikke længe før Dorthe legede indesluttet igen, i den anden ende af stuen. Også denne gang inviterede Mona på kaffe og de sad hyggeligt og snakkede alle tre. Mona og Søren blev enige om, at han skulle komme hver dag og spille for Dorthe.

Han kom da også trofast hver dag og spillede. Mærkeligt nok var der ingen, der klagede. Dorthe begyndte i skole og hver dag, når hun skulle lave lektier, sad Søren troligt og spillede for hende.

Det bedste Dorthe vidste, var nu ikke Søren og hans fløjte, nej det var Svennes besøg, de havde et meget specielt venskab. Der var ingen som Svenne, til at gå tur over på legepladsen.

Mona følte sig tryg når Svenne kom og tog Dorthe ved hånden. For det meste gik turen over på legepladsen, men som Dorthe blev ældre tog de også rundt i byen. Svenne viste Dorthe hvor han var vokset op. De gik også tur på kirkegården, hvor han fortalte hende om de forskellige han kendte, som lå begravet her.

Dorthe lyttede interesseret og følte sig som en del af hans familie. Det var rart og trygt at være sammen med Svenne.

Andre gange gik turen i biografen, hvor de så en sjov film, ind i mellem tog de bare en tur i parken hvor Svenne nød at se Dorthe lege.

Det gik stødt frem ad med hendes udvikling, nu var hun begyndt at lege lidt med de andre børn. De spurgte hende hvem den gamle på bænken var og som altid svarede hun ”det er min bedste ven.”

Det kunne de ikke rigtig forstå, så Dorthe fortalte dem, at han passede på og beskyttede hende så hendes mor roligt kunne sende hende ud og lege.

”Han holder også øje med, at der ikke sker jer noget,” sagde hun.

”Er du sikker på han ikke er børnelokker? Min mor er bange for, at jeg skal snakke med ham;” var der en pige der sagde.

”Svenne gør os ikke noget, han har en speciel æske der kan lave musik,” svarede Dorthe glad.

Det varede heller ikke lang tid før Svenne var aksepteret, hos børnene og deres forældre. De havde fundet ud af, når Svenne var på legepladsen, ja så kunne de være rolige, der ville ikke ske børnene noget.

Tiden gik hurtigt og inden de fik set sig om, var Dorthe så gammel, at hun skulle konfirmeres. Den dag var der ingen der kunne se på Dorthe, at hun ikke altid havde været et ”normalt” barn.

Dem de kendte vat indbudt og på forreste række i kirken sad Svenne nok så stolt.

Da præsten nævnte hendes navn, rejste han sig op sammen med Mona, jo Dorthe var helt sikkert hans.

Fra kirken gik turen hjem til den hyggelige gamle lejlighed. De var ikke så mange, så stuen var stor nok.

Det var en hyggelig dag, de fik tre retter mad, som det hører sig til. Ind imellem maden blev serveret, blev der sunget sange for Dorthe. Snakken gik livligt og alle hyggede sig.

Dorthe fik en del gaver som hun åbnede efter maden. Gaverne bestod mest af tegneudstyr som hun havde ønsket sig. Der var dog én gave som var den bedste af dem alle, gaven fra Svenne.

Da hun pakkede den op, viste den sig at indeholde ”den gamle spilledåse”. Hun åbnede den og mens den spillede tog den hende med på en rejse tilbage i tiden til den dag, hun for første gang så Svenne.

Hun mindes den med glæde og tænkte på alle de dejlige ture de havde haft rundt i byen. De bedste var nok turene på kirkegården, Svenne var bare så god til at fortælle, så det var interessant.

Han kunne fortælle så levende om alting og på sådan en måde, at alle kunne forstå det. Man kunne ikke tænke sig en bedre bedstefar eller ven end ham.

Hun mindes hvordan der blev snakket om deres venskab. ”Det var underligt at hendes mor lod ham passe hende” blev der sagt. ”Tænk hvis der skete hende noget, han kunne jo nemt være en slem fyr, som var glad for børn. Det var uansvarligt, der måtte gøres noget. Hun var jo alene med pigen, der måtte da være én der ville kontakt den sociale myndighed .”

Så en dag, kom der en fremmed dame og ringede på. Hun ville tale med Mona, Dorthe blev sendt ind på værelset, så damen og Mona kunne tale sammen. Dorthe syntes det tog lang tid, hvad det gik ud på vidste hun ikke. Kun at Mona var trist til mode, da damen var gået.

Hun kunne ikke forstå al den snakken, han kunne da aldrig finde på at gøre hende noget ondt.

Hun vågnede op af de dybe tanker da spilledåsen tav, hun så over på Svenne, hvor så han glad og stolt ud.

”Det var godt han var i parken den dag for længe siden,” tænkte hun glad. Hun var sikker på, at det var Svennes skyld, at hun havde haft en lykkelig opvækst.

Hun rejste gik og gik over og gav Svenne et stort knus.

”Tak for den fine gave, Svenne,” sagde hun.

”Glad for du kan lide den,” lo han glad.

”Det vidste du da godt,” lo hun.

”Ja ja, den har jo trofast fulgt vort venskab,” sagde han.

”Nemlig, sådan er det!” svarede hun og gik tilbage og satte sig, varm om hjertet.

Først på aftenen, begyndte gæsterne at tage af sted. Svenne blev til aftenskaffen sammen med Søren. De hyggede sig endnu et par timer så syntes Svenne det var tid til at tage hjem. Søren fulgte ham, Svenne var jo ikke ung længere.

Det var sent inden Dorthe kravlede i seng, hun hjalp med at rydde op og da hun endelig lå i sengen, kunne hun mærke hvor træt hun egentlig var, hun faldt da også hurtigt i søvn.

Nu var Dorthe pludselig gået ind i de voksnes rækker. Stadig væk så hun meget til Svenne, hun kunne ikke forestille sig en hverdag uden ham.

Hun klarede sig fint i skolen og kom direkte fra folkeskolen ind på byens kunsthåndværkerskole, hun havde arvet moderens talent for at tegne. Svenne deltog aktivt i hendes hverdag. Hun brugte ham flittigt som model og aldrig før var han blevet tegnet så tit og smukt.

Da skolen havde udstilling af elevværker var billederne af Svenne med. Hun høstede store udmærkelser for dem og de fleste blev revet væk.

Det begyndte at gå ned af bakke med Svennes helbred. Intet holder jo evigt og Svenne var jo godt oppe i alderen. Da han måtte holde sengen, besøgte Dorthe ham dagligt. Nu var det hendes tur til at tage sig af ham, som han havde taget sig af hende som barn.

Dorthe kunne godt se hvor det bar hen og en dag hun sad og holdt han i hånden, sov han stille og fredfyldt ind. Hans liv endte stille og roligt, én epoke var slut.

Dorthe var med til at ordne begravelsen sammen med hans børn. Hun var en meget stor hjælp for dem. Solen stod højt på himlen da kisten med Svenne blev båret ud af kirken. Præsten holdt en smuk tale inden de sænkede kisten ned i jorden.

Svenne havde brugt de sidste mange år af sit liv, til at hjælpe én lille pige som ellers ville have haft svært ved at blive aksepteret blandt andre. Man måtte sige ”han havde gjort et flot stykke arbejde.”

Dorthe var ked af at Svenne var borte, han manglede i hendes hverdag. Hun var alligevel en glad pige. Hun havde jo ”den gamle spilledåse” som minde om ham. Det var jo den, der var årsagen til det hjertelige og oprigtige venskab mellem den gamle mand og det lille barn.

Hun glemte dog aldrig Svenne, når hun havde tid tilovers, gik vejen om ad kirkegården. Der var stille og fredeligt, her førte hun mange samtaler med Svenne og lyttede til spilledåsens klare toner.