Den gode Helene og hittebarnet

Fortælling af Margit Sjøgreen

Helene og hendes mand, arkitekt Holger Kvist, hørte til byens bedre stillede. Holger Kvist havde tit været i avisen, når der blev bygget et eller andet, som han havde tegnet. Han havde blandt andet tegnet byens nye administrationsbygning og den nye fløj på byens sygehus. Den nye fløj kom til at rumme børne- og fødselsafdelingen. I øjeblikket arbejdede han på en tegning til det nye børnehjem.

Helene følte tit, hun stod i skyggen af sin mand. Det ærgrede hende, for hun mente at hun var da lige så dygtig som ham, bare på et andet område. Det var altid hende, der måtte ordne alt til receptionerne og det var et stort og krævende arbejde. Hun bestemte sig da også for, nu skulle det have en ende. Hun søgte alt det arbejde der var, men ingen steder ville de have hende. Så måtte hun jo selv starte et eller andet.

Hun vandrede en tur igennem byen. Det var ikke lige rart, det hun fik at se på sin vej. Helene begyndte at gå nede i det gamle kvarter. Der var faktisk ikke andet end den dybeste fattigdom og slum. Fattige gamle mennesker sov i opgangene og børnene rendte rundt, beskidte og sultne. De tiggede penge til mad. Mange af dem var forældreløse eller løbet hjemmefra. Her måtte der kunne gøres noget.

Hun blev efterhånden et kendt og elsket menneske, blandt disse fattige. Der kom flere og flere og bad om hjælp, når de så hende komme og der var nok at hjælpe med i dette fattige kvarter. Helene fik oprettet en skole, for de børn, der færdedes på gaden. Den startede hun i et meget lille værelse, men det blev snart for lille. De bedre stillede rystede på hovedet af hende.

Hvordan ville hun bære sig ad med at få dem til at møde op, når de var løbet hjemmefra og pjækkede fra skolen? Det tog dog ikke lang tid, før hun havde fyldt op af børn og måtte flytte til større lokaler. Hun fik så travlt at hun blev nød til at ansætte et par lærere til skolen, så hun kunne få tid til noget af det andet, der skulle gøres. Hun lavede velgørenhedsaftner, hvor hun samlede penge ind til skolen. Disse penge gik hovedsageligt til aflønning af de to lærere, hun havde ansat.

Hun var også kommet i byrådet og det var noget, der kunne mærkes. De såkaldte ”byrødder” fik deres sag for og det var ved den lejlighed, Helene fik dem til at se problemerne med andre øjne. Hun fik trumfet igennem, når en fabrik havde mere end 75 ansatte, skulle der være et beskyttet værksted tilknyttet fabrikken. Derved fik mange handicappet en meningsfyldt tilværelse og undgik at gå på pension.

Efter nogle år viste det sig, at det faktisk var en god investering for fabrikkerne og hele kommunen. Det blev til mange fornøjelige byrådsmøder, for Helene kæmpede 100 % for sine ideer og den lille mand. Hun blev et fornøjeligt møde for de kære ”byrødder”.

Efter hun var kommet i byrådet, var det nemmere at få gjort noget for de stakler, der holdt til i ”det gamle kvarter”. Hun havde jo fået foden indenfor, og nu kunne hun udrette noget mere. Der blev oprettet et hjem for enlige mødre. Det indehold: Nødherberg, børnehave, vuggestue og pladsanvisning.

Der blev også plads til et kontor, hvor hun kunne hjælpe de unge piger, der var kommet i ulykkelige omstændigheder. Det var ved disse lejligheder, mange unge mænd lærte Helene at kende fra den barske side. Efter få år fungerede ”det gamle kvarter” som en selvstændig bydel.

Da det nye børnehjem endelig blev indviet, blev Helene for første gang omtalt i avisen, for det store arbejde hun havde udrettet i ”det gamle kvarter”. Hendes mand Holger Kvist, som havde tegnet det nye børnehjem, blev kun lige nævnt. Det kan nok være, at det bragte hans blod i kog.

Mange unge piger kunne faktisk takke hende for, at de stadig var i live. På en mærkelig måde var hun altid der, hvor der behøvedes hjælp. Det var ikke så piger, hun frelste fra selvmord. Mange af disse piger blev hendes betroede medarbejdere. Hun hjalp dem til et godt arbejde og de hjalp hende i deres fritid.

Hun havde efterhånden så mange hjælpere, at hun kunne holde fri et par dage om ugen. Holger rystede tit på hovedet ad hende. Det generede hende nu ikke, tværtimod øgede det hendes iver efter at vise, hun kunne få noget godt ud af selv tyveknægte.

Helene gik og nød sin fridag. Der var intet der hastede. Hun gik og ryddede op, da det ringede på døren, så det tog lidt tid inden hun fik åbnet døren.

”Hvis det er meget vigtigt, bliver de nok,” tænkte hun og endelig fik hun åbnet døren. Der var ikke en levende sjæl, ” det var nok ikke så vigtigt endda,” sagde hun til sig selv.

Da hun ville lukke døren, faldt hendes blik på en tøjkurv, der stod nedenfor trappen. Hun gik ned af de få trappetrin, der var og bøjede sig ned. Hun fjernede håndklædet, der lå øverst i kurven. Sikke et syn, der mødte hende. Der i kurven lå den mest vidunderlige baby. Hurtigt løftede hun kurven op. Babyen slog øjnene op og gav hende et stort smil. Helene var solgt lige på stedet.

Hun bar kurven ind i stuen. Hvad hun skulle gøre ved indholdet, var hun godt klar over. Hun ville først finde ud af grunden til, at den var blevet afleveret her og ikke på børnehjemmet.

Barnet vækkede hende af hendes tanker. Det klynkede, straks tog hun det op på armen. Der var ikke noget at sige til, at det klynkede. Barnet var driv vådt, under tæppet, barnet havde ligget på, fandt hun bleer og alt hvad hun ville få brug for, indenfor de næste par dage. Hun lagde babyen på gulvet.

Idet hun tog posen med bleer op af kurven, faldt der en brun kuvert ud og røg ind under lænestolen. Hun samlede den op og lagde den på bordet. Snart havde hun givet babyen en tør ble på. Det viste sig at være en pige. Så snart hun var blevet puslet, lagde hun sig til at sove igen. Hun satte sig ned i lænestolen og åbnede kuverten og begyndte at læse brevet. Ja, det forklarede jo næsten alt.

Helene ringede til Holger inde på tegnestuen.

”Ja, det er Holger,” hun hørte hans velkendte blide stemme.

”Ja, Helene her. Vi har fået en gæst,”.

”Nå, er det en jeg kender?2 spurgte han.

”Nej, ikke endnu, men det kommer du til, for det er en der bliver i længere tid,” svarede hun.

”Hvornår regner du med at være hjemme?” spurgte hun.

”Omkring ved spisetid,” svarede han.

”Det er fint, så må jeg jo se, om jeg kan lave noget lækkert,” sagde hun og lagde røret på.

Holger kom til hendes forbavselse hjem, som han havde lovet. Mens de spiste fortalte hun om kurven og dens indhold.

”Hvad siger du til vi adopterer hende?” spurgte Helene og forsatte ”du ved jo, jeg altid har ønsket mig et barn”.

”Det bliver jo din egen sag. Jeg vil bare ikke være afhængig af hende”.

”Det lover jeg,” svarede hun lykkeligt.

Adoptionen gik hurtig og smertefrit. Helene havde jo tilladelsen fra barnets biologiske mor. Da papirerne skulle skrives under, fulgtes Holger og Helene ad, men ikke så snart han havde sat sit navn under, var han den der var skredet. Da Helene havde skrevet under og var på vej ud med papirerne, kom en ung pige hende i møde.

”Undskyld, er du Helene Kvist?” spurgte den unge pige.

”Ja, kan jeg hjælpe med noget?” spurgte Helene venligt.

”Det har du allerede gjort,” sagde pigen.

”Hvordan det?” sagde Helene.

”Det skal jeg forklare, men skal vi ikke snakke over en kop kaffe?” spurgte pigen.

Helene nikkede og de fulgtes ad, hen til den nærmeste café.

De satte sig ned ved et bord og bestilte kaffe med brød. Da kaffen blev serveret ville Helene til at betale, men den unge pige rystede på hovedet.

”Det er min omgang,” sagde hun.

Helene forstod instinktivt, at det var en svær beslutning for den unge pige, at hun i det hele taget var kommet. Det varede lidt inden den unge pige sagde noget.

Helene så over på hende.

”Du ville sige noget,” sagde Helene.

”Ja, men der er så svært at få begyndt,” svarede pigen.

”Du kunne jo starte med at fortælle hvad, det er jeg har gjort for dig,” sagde Helene.

”Ser du jeg er mor til den lille pige, du lige har adopteret. Jeg fik fortalt at du ville være den bedst egnede, til at opdrage hende. Du har sådan et godt hjerte og jeg ved, du vil være god ved hende,” sagde pige og så ned på bordet.

”Du kan stole på jeg vil være god ved hende, Lisbeth” sagde Helene og forsatte ”du må komme så tit du vil og se til hende, men hvorfor vil du ikke beholde hende? hvis det er fordi du mangler arbejde, kan jeg da skaffe dig et godt fast arbejde”.

”Jeg har et godt fast arbejde på sygehuset. Det er ikke derfor, jeg ville at du skulle have hende. Jeg lider af en sygdom, der er uhelbredelig og der er ingen, der ved hvornår det er slut. Så derfor syntes jeg, at hun skulle væk, inden det var for sent. Det ville være hårdt for hende, hvis hun blev stor, inden jeg dør, og så skulle hen til fremmede. Nu har hun dig og din mand at holde sig til,” sagde Lisbeth.

”Ja, det kan du tro hun har,” sagde Helene.

De var blevet færdige med kaffen og tog afsked med hinanden.

”Du ved hvor jeg bor, kom og se til hende,” sagde Helene.

”Det skal jeg nok,” lovede Lisbeth og forsvandt ned af gaden.

Pigen kom til at hedde Lisbeth Tove Kvist. Til daglig blev hun kaldt Lis, hun var et kønt og nemt barn. Helenes ægteskab gik ikke så godt efter de havde fået Lis. Holger kom senere og senere hjem. Helene passede sit arbejde i byrådet plus det sociale arbejde.

Også det derhjemme passede hun. Det hjalp jo ikke at sige noget, hun havde jo lovet Holger, at han ikke skulle føle sig afhængig af Lis. I de kommende år fandt hun ud af, lidt efter lidt, at Holger faktisk ikke var den tørvetriller, han gav udseende af at være. I alle de år de havde været gift, havde han haft adskillige elskerinder.

En aften, han som sædvanlig kom sent hjem, sad hun oppe og ventede på ham.

”Sidder du stadig oppe?” spurgte han forundret.

”Ja, jeg kunne ikke sove,” svarede hun.

”Du Holger, jeg har tænkt på, vi lige så godt kunne blive skilt,” sagde hun.

”Det kan du da ikke mene, tænk på hvad det vil betyde for mit navn og karriere,” sagde han målløst.

”Det skulle du have tænkt på for flere år siden, ” sagde hun opgivende. ”Du behøver ikke at være nervøs, jeg beholder Lis,” tilføjede hun.

”Ja, jeg havde nu heller ikke tænkt på at ville have hende,” sagde han arrigt og gik i seng.

Trods skilsmissen holdt Helene kontakten ved lige med Lisbeth. Som søstre var de blevet og Lis kaldte hende for moster. Lis var blevet så stor, at hun var begyndt i skolen. Lisbeth fulgte med glæde Lis’s udvikling og dygtig det var tøsen.

Helene fik at vide, at Lisbeth var indlagt på sygehuset. Helene besøgte hende, Lisbeth var faktisk ikke til at kende. Lille, spinkel og bleg lå hun der i sengen. Lisbeth betroede hende sandheden om Lis’s far. Nu forstod hun bedre hvorfor det lige var hos hende, at kurven var blevet afleveret. Hun havde godt nok gjort sine tanker, for Lisbeth kom kun på besøg når Holger var ude. Hun lovede Lisbeth, at Holger aldrig fik ssandheden at vide.

Det gik hurtigt og pludselig en dag blev Helene kaldt til sygehuset. Hun sad og holdt Lisbeth i hånden, da hun sov ind. Helene havde lovet hende, at Lis nok skulle få sandheden at vide, når hun blev så stor, hun ville kunne forstå baggrunden.

Lis voksede sig stor og en dag begyndte hun da også at spørge, fordi hun jo ikke lignede Helene. Helene satte sig ned og forklarede hende sandheden.

”Blev du ikke ked af, at du ikke er min rigtige mor, når Holger er min far? Du var jo gift med ham!” spurgte Lis.

”Nej, for det blev jeg den dag, du lå i kurven neden for trappen og smilede til mig. Da vidste jeg at det var dig jeg ville have. Jeg lærte jo også din mor at kende og vi blev bedste veninder, inden hun døde,” svarede Helene.

”Kendte jeg hende?” spurgte Lis.

”Ja, din rigtige mor var moster Lisbeth, som du kaldte hende,” sagde Helene.

”Så er det jo mange år siden,” sagde Lis trist.

”Ja, det er rigtigt nok, men du er da så heldig at have kendt hende,” sagde Helene.

”Det er sandt nok,” sagde Lis og forsatte, ”får Holger så at vide, han er min far?”.

”Kun hvis du gerne vil have, at han får det at vide,” svarede Helene.

”Det er såmænd lige meget, han er jo ikke videre interesseret i mig,” svarede hun og forsvandt ud af døren.

”Det var jo sandt nok,” tænkte Helene. Holger havde jo aldrig opsøgt dem siden skilsmissen, og aldrig bedt om at få Lis på weekend. Han måtte jo tænke på sin karriere. Så det var jo sandt, hvad Lis sagde. Der var jo ingen grund til at give ham flere bekymringer.

© Margit Sjøgreen og e-forlaget Frother