Den perfekte grav

af Dino Fahrudin Avdibegović

Han standsede op for et øjeblik. Lukkede øjnene og løftede hovedet mod solen. Mens solstrålerne varmede hans ansigt,  smilede han og nød dette øjeblik og åbnede så sine øjne, bøjede sig for at kunne fortsætte med at plukke ukrudt og græsrester fra jordens overflade.

Han gravede med hænderne, ét øjeblik langsomt, et andet hurtigt og forskruet. Han rejste sig sommetider og så med stolthed på sit mangeårige arbejde, sit livsværk – sin egen grav!

Gorin har været på sin livsopgave. Ja, alle indbyggere på denne ø (som egentlig burde være en stat, men ikke er det af praktiske grunde) bruger det meste af deres liv på deres eget territorium, som de facto er deres egen stat, og forbereder sig på deres sidste åndedræt.

Et typisk territorium for en indbygger på øen er på henved et - to hundrede kvadratmeter, som omhyggeligt passes, plejes og ryddes af dets eneste indbygger, borger og overhoved. 

Gorin fik tildelt jorden da han fyldte enogtyve. Indtil da gik han i skole, lærte om verdens opståen, naturen, historien, menneskets ondskab, ulykke og religion, om krige, had og uforstålighed. Gennem sin uddannelse indså han at begreber som samfund, nation, stat og individualitet ingen mening gav og at de havde en destruktiv karakter. Præcis som fremgangen med al sin teknologi heller ikke førte mod en bedre fremtid. Under det sidste skoleår indså han at døden alene havde en mening og det var døden alene han forberedte sig på og hengav  sig til.

Gorin ønsker ikke at være nogens slave, hellere ikke gidsel af nogen nation, fanget i den bedrageriske patriotismes gab, som med sikkerhed fører mod uvidenhed, had og falsk følelse af eksklusivitet.

Han ønsker hellere ikke at gå efter penge hele sit liv uden noget hensyn, og forsømme livet, sandheden og sjælens renhed.

Gorin vil aldrig lære denne verdens herligheder at kende, han vil aldrig se landskaber og himmelstrøg der er anderledes end dem han kender, men han vil gøre alt dette helt bevidst, og respektere værdien af sin offer.

Hans kommentar kunne lyde som: ”jeg vil velvilligt undgå at se verdens skønhed, hvis jeg slipper for menneskeligt had og lidelse”.

Da Gorin lever uden materielle udfordringer og menneskelig indblanding i sit liv, er han, ligesom de andre øboere, dybt fokuseret på sit livsmål.

Han er orienteret i den grad, at hans egne sanser rettidigt vil give ham et signal, når hans tid kommer. Når den kommer, vil han tage afsked med naturen. Han vil kæle for jorden som han trådte på, han vil færdiggøre sit sidste arbejde på sit livsværk, han vil hilse på solen og himlen og med ro lægge sig i sin grav.

(oversat fra bosnisk)