Dino Avdibegovic: Spørg mig, fremmede!

Du spørger mig, fremmede, hvorfor mit øje
Er uberegneligt når jeg betragter mennesker.
Du undrer dig over hvorfor jeg holder mig borte
Fra mennesker, men giver brød til vilde fugle.
Du forstår ikke hvor mine udmattede
Horisonter fører hen.

Du spørger mig, fremmede, hvor jeg stammer fra,
Når så stærk en frygt omfavner mig,
Når de tysteste metallyde jager mig op.

Spørg mig hellere, gode fremmede
Hvem der gjorde mig til skyggen af en tilværelse,
Hvem der gav mig længe afdøde instinkter tilbage
Og hvem der slukkede min tro på mennesker, ret og godhed.

Jeg tror ikke på mennesker og mig selv iblandt dem,
Jeg tror på universets taksonomi,
Hvor jeg er som vilde fugle, pattedyr – en skabning.