En pinlig affære. Novelle

af Finn Zinklar

Kontorchef Møller havde altid holdt sin sti ren, og hans rygte var uden mindste plet. Indtil den dag, han lod sig charmere af den purunge, spanske pige…

Flere minutter efter, at den høje, mørke spanier havde forladt bordet, sad kontorchef Møller og stirrede frem for sig, synligt rystet. Bare tanken om, at han risikerede at blive anholdt og sigtet for at have voldtaget og kvalt en af byens unge piger, fik den kolde sved til at springe frem på hans pande. Han kunne allerede se sig selv på forsiden af de hjemlige sensationsblade. Og hans kollegaer i det store gamle forsikringsselskab, hvor han havde en højt betroet stilling, hvad ville de ikke tænke? Nogle ville nok fryde sig i deres stille sind, over at netop han, der havde haft ry for altid at optræde korrekt, nu blev hængt ud som et sexuhyre. Nej, han skulle aldrig have indladt sig med den kønne unge pige, der nu var fundet død. Hvordan kunne han, en distingveret gråsprængt pebersvend uden erotisk erfaring, dog også bære sig så tåbeligt ad? Da han besluttede at anvende den ekstra uges ferie, han havde til gode, på en tur til Ibiza, som en af hans kollegaer så varmt havde anbefalet ham, var det for at slappe rigtigt af.

Hotellet, han boede på i San Antonio, var et af de mindre, men der var rent og propert overalt, og maden var upåklagelig. Straks ved ankomsten havde han følt, at her ville han hurtigt falde til. Til dette bidrog også, at portieren, den 28-årige atletisk byggede Pedro med det blanke ravnsorte hår og de blændende hvide tænder, talte næsten perfekt dansk. Han havde i to år arbejdet i køkkenet på et stort københavnsk hotel. Kontorchef Møller havde allerede den første morgen lagt mærke til den purunge, slanke Maria, der hjalp med til at servere i hotellets restaurant. Det var længe siden, han havde set så køn en pige, og med så graciøse bevægelser. Hun fik ham til at tænke på en lille kongelig balletdanserinde, han i sin pure ungdom havde været håbløst forelsket i. For naturligvis havde han kun set hende på scenen og på billeder. Hans mor, der havde været enke, lige fra han var fem år, havde nidkært vogtet over ham, så længe hun levede, og hun blev 86.

På fjerdedagen efter sin ankomst sad han en formiddag på en bænk på havnepromenaden og nød solen og udsigten over vandet, da Maria pludselig stod glad og smilende foran ham iført en letlys kjole. Som den naturligste sag af verden satte hun sig ved siden af ham og fortalte på sit pudsige, gebrokne engelsk, at hun havde fri resten af dagen. Da hr. Møller høfligt spurgte, hvad hun så ville bruge sin fritid til, sagde hun, at hun havde tænkt sig at tage en tur med båden til naboøen Formentera. Hvis han havde lyst, kunne han jo tage med. Et øjeblik så hr. Møller forbavset på hende. For det lød næsten for utroligt, at så køn en ung pige kunne bryde sig om hans selskab. Naturligvis havde han lyst. Da de fem minutter senere havde købt billetter til det lille hvide motorskib, der lå ved en anløbsbro et stykke derfra, stak hun rent impulsivt sin venstre hånd ind under hans højre arm, hvorefter de gik op ad landgangsbroen. Der var allerede mange ombord, men de fik siddepladser helt bagi. Mens båden skar sig gennem det solglitrende, næsten blikstille hav, følte kontorchef Møller pludselig, hvor indholdsløs hans lange ungkarletilværelse egentlig havde været. Ikke så meget som en harmløs flirt var det nogensinde blevet til, mens hans mor levede. Han vidste, at ethvert pigebekendtskab ville havde gjort hende alvorlig bekymret. Og han havde holdt meget af sin mor. Efter hendes død havde det med piger været for sent, syntes han… Men nu sad han pludselig her sammen med en ung, billedskøn spanierinde. Livet var i sandhed forunderligt.

Straks efter deres ankomst til naboøen foreslog Maria, at de skulle gå ind og nyde en forfriskning på en restaurant, hvis farvestrålende parasoller man kunne se et stykke længere fremme. Da han havde bestilt en cola til hende og en øl til sig selv og straks betalte tjeneren, rejste hun sig pludselig. Hun skulle lige et nødvendigt ærinde, sagde hun. Det fandt hr. Møller intet mærkeligt i. Men da der var gået det meste af et kvarter, uden at hun var vendt tilbage, begyndte han at undre sig. En halv time senere, da han for længst havde drukket sin øl, tabte han tålmodigheden, rejste sig og gik. Han følte, han havde været til grin, og da han så en båd ligge klar til afgang, skyndte han sig om bord. Han havde ikke spor lyst til at udforske sagen nærmere.

Næste morgen var han spændt på, hvordan Maria ville forklare sit forsvindingsnummer. Men det var en helt anden og ældre pige, der serverede hans morgenmad i restauranten. Bagefter kunne han ikke dy sig for at spørge Pedro, hvorfor det ikke som sædvanlig var Maria, der serverede. Pedro sagde, at det også undrede ham, at Maria ikke var kommet. Ganske vidst, var hun ikke fastansat, men hun plejede altid at give besked i forvejen, hvis hun en dag ikke kunne komme. Efter denne oplysning, kunne kontorchef Møller ikke frigøre sig for den foruroligende tanke, at der måske var tilstødt Maria noget under opholdet på Formentera. Men han kunne ikke få sig selv til at fortælle Pedro, at han havde været derovre sammen med hende. Endnu mere elendig følte han sig til mode, da Pedro om eftermiddagen fortalte ham, at Marias mor havde været henne på hotellet for at spørge, om han vidste, hvor hendes datter var henne. Hun havde ikke set hende, siden hun var gået hjemmefra om morgenen den foregående dag, og hun var aldrig før blevet væk en hel nat. Nu ville hun gå hen på politistationen og anmelde datterens gådefulde forsvinden. Hr. Møller måtte lade sin aftensmad stå urørt.

Og det meste af natten lå han vågen, mens tankerne hvirvlede gennem hans hjerne. Hvad kunne der dog være sket med pigen? Nu var det i hvert fald for sent at gå til bekendelse over for Pedro. Han risikerede at blive forhørt af politiet. Du gode, hvad var det dog, han i et øjebliks letsindighed havde rodet sig ind i ? Da han kom ned om morgenen, stod Pedro med en af de lokale aviser i hånden. Da han så kontorchef Møller, spurgte han, om denne kunne læse spansk. – Nej, desværre ikke, indrømmede hr. Møller. – Ellers kunne De have læst om stakkels Maria i avisen, sagde Pedro og så bedrøver ud. – I går aftes blev hun fundet kvalt og voldtaget i et buskads på naboøen Formentera. Nu er politiet i gang med at prøve at finde ud af, hvem hun har været sammen med derovre. Stakkels pige. Hun var ellers altid så glad. Ligbleg og ude af stand til at sige et ord skyndte hr. Møller sig ind i restauranten. Mens han forsøgte at spise lidt af morgenmaden, kastede han af og til et nervøst blik hen mod døren. Han ventede hvert øjeblik at se et par betjente træde ind for at anholde ham. Nogen ombord på båden måtte havde set ham og Maria sammen. Og der var også tjeneren, der havde serveret for dem ovre på øen. Politiet havde sikkert allerede hans signalement.

Han måtte lægge bånd på sig selv for ikke omgående at fare op og pakke sin kuffert og skynde sig ud til lufthavnen, så han kunne komme med det første afgående fly hjem. Men Pedro ville sikkert få mistanke, hvis han rejste i huj og hast. Det meste af dagen vandrede han formålsløst rundt i byen med et par store, mørke solbriller på. Først hen mod aften, da det begyndte at blive køligt, søgte han tilbage til hotellet og gik op på sit værelse for at klæde sig om til middagen. Han havde besluttet at gå hen på en restaurant i nærheden og nyde en let anretning i stedet for at forsøge at kæmpe sig igennem hotellets solide middag. Ligesom da hr. Møller kom, var Pedro til hans lettelse også denne aften optaget af at tale i telefon, da han forlod hotellet. Der var mange gæster på restauranten, han kom ind i, men han var så heldig at få et bord. Mens han sad og ventede på, at en af de travle tjenere skulle rydde af bordet og modtage hans bestilling, dukkede Pedro til hans forbløffelse pludselig op. Over sin portierjakke bar han en frakke.

Han satte sig nonchalant på en balustrade, der adskilte den ene ende af restauranten fra et stort dansegulv. – De må undskylde, jeg fulgte efter Dem, hr. Møller, sagde han. – Men jeg må tale med Dem straks. – Drejer det sig mon om Maria? spurgte hr. Møller med en stemme, der ganske tydeligt røbede, hvor pinligt netop dette emne var. – Ja, der er blevet udsat en dusør svarende til over 6.000 danske kroner – for oplysninger, der kan føre til mordets opklaring. For mig er det mange penge, og tanken om at få dusøren gav mig en god idé. Jeg opsøgte straks min fætter, der lever af at fotografere turisterne, efterhånden som de går om bord på båden til Formentera. Mens de er derovre, fremkalder han og hans assistent lynhurtigt negativerne og laver aftryk af dem i postkortstørrelse. Disse bliver samtidig automatisk forsynet med dato. Turisterne kan så købe dem, når de går i land efter hjemturen fra Formentera. Selvfølgelig brænder han inde med mange billeder, men han opbevarer altid billederne et par uger, hvis en turist senere skulle ombestemme sig. Jeg bad om at få lov til at gennemgå de usolgte billeder fra i tirsdags i håb om, at Maria måske var kommet med på et af dem. Og jeg var heldig. Jeg fandt dette! Han holdt et fotografi frem, der tydeligt viste hr. Møller og Maria, gå ombord, arm i arm. Hr. Møller havde slet ikke bemærket, at de blev fotograferet, og ved hjemkomsten havde han været alt for irriteret til at interessere sig for, hvad det var for nogle postkort, en mand ved kajen prøvede at sælge ham og de andre turister.

Mens han apatisk stirrede på det afslørende billede, sagde Pedro i en anklagende tone: - Hvorfor har de dog ikke fortalt mig, at De var sammen med Maria på Formentera den dag, hun blev myrdet, hr. Møller? – Fordi jeg var bange for at – at blive rodet ind i noget, sagde hr. Møller hæst. – Vi sad på en restaurant, så sagde hun, at hun lige gik et øjeblik – og siden har jeg ikke set hende. – Det er ikke min sag at finde ud af, hvad der er sket, sagde Pedro beklagende. – Men jeg vil i hvert fald ikke risikere at gå glip at dusøren. Og det gør jeg, hvis jeg ikke straks afleverer dette fotografi til politiet og fortæller, hvad jeg ved. Men hvis De er indforstået med at give mig et tilsvarende beløb, så er jeg villig til at vente, til De er rejst med flyet i morgen formiddag. Så slipper De for at blive anbragt i vort lokale fængsel, og der er ikke nær så rart som i de danske fængsler. Tror De, De kan skaffe beløbet, inden De rejser? – Jeg har rejsecheks til en værdi af 5.000 kroner og kontanter, der omregnet til danske penge, vil andrage lidt over 1.000 kroner, sagde hr. Møller forfærdet ved tanken om at ende i et spansk fængsel. – Jeg forstår på Dem, at De går ind på mit forslag, sagde Pedro. – Men jeg må skynde mig tilbage til hotellet. På gensyn, hr. Møller! Tilbage ved bordet sad hr. Møller, dybt rystet af chokket. Hvis han gav Pedro pengene, hvordan kunne han så stole på, at han holdt aftalen? Og hvis han holdt den, hvornår ville han så selv blive anholdt? Det ville sikkert ske, når flyet landede i Kastrup. Det ville blive en frygtelig pinlig affære.

– Ja, men der sidder jo hr. Møller! Det blev sagt af en glad kvindestemme på fejlfrit dansk, og fik ham til at se op. Det var et ældre ægtepar, hr. og fru. Thomsen fra Odense, han en formiddag havde sludret med, da de satte sig ved hans bord. – Vi har haft en dejlig dag, min mand og jeg, pludrede fru Thomsen. – Vi tog med båden til Formentera, hvor vi spiste frokost, og da vi kom tilbage, kunne vi købe et fotografi af os selv, som en fotograf havde taget, da vi afsejlede herfra. Se bare! Hun lagde fotografiet foran hr. Møller, der af ren og skær høflighed kastede et blik på det. Men pludselig gav det et sæt i ham, og han vedblev med at stirre helt fascineret på det, lige til han hørte fru Thomsen sige: - Hr. Møller er åbenbart meget interesseret i billedet af os to. – Ja og hvis jeg må få lov at låne det bare en halv times tid, sagde hr. Møller, - så vil jeg til gengæld invitere Dem og Deres mand på en god middag. De skal blot holde bordet her, til jeg kommer igen. De kan imens nyde et par drinks på min regning. – Hvis det er Deres ramme alvor, siger vi da ikke nej, sagde hr. Thomsen og gjorde tegn til sin kone, at hun skulle sætte sig.

Pedro stod bag skranken, da hr. Møller trådte ind i hotellets reception. Det var tydeligt at se, at han var forbavset over at se hr. Møller så hurtigt igen. – Jeg kommer for at sige, at jeg alligevel ikke kan gå ind på Deres forslag, sagde hr. Møller. – De får altså ingen penge. – Så bliver jeg nødt til at gå hen på politistationen med billedet af Dem og Maria. Pedro trak beklagende på skuldrene. – Udmærket! Sagde hr. Møller. – Så kan vi følges ad. Jeg har besluttet at fortælle alt om Maria og mig selv, og så kan De, Pedro, tilføjede han med et lille ironisk smil, - jo passende optræde som tolk.

Da Pedro hørte dette, gav det et synligt spjæt i ham. Bagefter gjorde han nogle febrilske synkebevægelser, som kneb det med at få luft. – Vi – vi kommer til at vente lidt. Stemmen lød mærkelig spagfærdig. – Jeg glemte at – at politistationen har lukket om aftenen. – Ja så, fastslog kontorchef Møller uden at fortrække en mine. – Kan De for resten huske, Pedro, at den første aften jeg boede her, fortalte De mig, at De har en bror, der er portier på et andet af byens hoteller, og som taler lige så godt svensk som De dansk? Jeg har pludselig fået mistanke om, at Maria slet ikke er død, men for tiden arbejder på samme hotel som Deres bror. I hvert fald var hun i dag på Formentera sammen med en ikke helt ung herre – måske en svensker- der sikkert kan lige så lidt spansk som jeg. Han er, gætter jeg på, også vendt alene tilbage med båden og vil i morgen få at vide, at Maria er forsvundet, hvorpå hele historien vil gentage sig. Mens han talte, havde han taget fotografiet, han havde lånt af hr. og fru Thomsen, op af lommen og holdt det op foran Pedro. Foruden ægteparret var der også et andet par arm i arm på vej op ad landgangsbroen et stykke bagved. Det var en midaldrende herre og en purung pige, hvis navn stod med store bogstaver på den T-shirt, hun bar. Pigen hed Maria! – Jeg er nu klar over, at De og Deres bror arbejder sammen med Maria på at presse penge af midaldrende herrer som jeg selv, fortsatte hr. Møller. – Og det er en rigtig ækel måde at tjene sine penge på. Mon ikke Deres landsmænd på den spanske ambassade i København også vil synes det?

© Finn Zinklar og Forlaget Frother, 2006