Koen Rosa

af Margit Sjøgreen

Hvad er en gård uden malkekvæg? En rigtig gård? Nej vel, så derfor havde Jensen også køer på gården. Lige så snart vejret var til det, blev de gennet ud på græs og blev der sommeren over. Den ældste af køerne havde en klokke om halsen, hun hed Rosa.

Rosa var den ko på gården, der gav mest mælk. Hun havde også sat seks kalve til verden, hun var rolig og venlig. Hun var den malkepigerne holdt mest af. Stod altid roligt til de var færdige med at malke hende. Aldrig havde hun basket med halen, mens hun blev malket, hvad nogle af de andre køer havde for vane.

Når malkepigerne havde Tullemor med ude i marken, var Rosa blevet vant til at give hende en ridetur, på sin brede ryg. Rosa lige frem elskede det, hun var da dejlig den lille tøs. Og den lille pige var faldet for Rosa, den første gang de så hinanden.

Derfor var Rosa noget af det første, Tullemor lærte at sige. Når hun hørte Rosas klokke i det fjerne, klappede hun i sine små hænder og hoppede af fryd. Når Rosa kom så tæt på at hun kunne se Tullemor, brølede hun af fryd.

Når Tullemor sad på Rosas brede ryg, kunne pigerne malke de andre køer i fred, de vidste jo at Tullemor var i det bedste selskab.