Kokkens praleri!

af Margit Sjøgreen

I hønsegården var der en livlig snakken. Det var nu ikke så mærkeligt, med 30 høns og kun én hans til at holde hønsene i ave.

Det var nu ikke en helt almindelig hane. Hønsene kaldte ham KOK HANS, og det var han meget stolt af. Det var der nu ingen grund til, fordi da han kom til gården var den gamle hane lige død.

KOK HANS så ikke ud af så meget da han kom, så navnet var ment som en nedsættelse, men det tog hanen det ikke for. Han tog det som en udmærkelse. Hønsene blev hurtigt enige om, at der var noget galt med hans hoved, det var så også det eneste de nogensinde var blevet enige om.

KOK HANS gik rundt, knejsende med nakken, og beså hønsene én efter én. ”Ja se nu ham,” sagde Klara og forsatte, ”han tror han ejer hele flokken og mere til.”

”Vist så, vist så,” svarede Mathilde, ”men han er jo også den eneste hane i miles omkreds,” sluttede hun.

”Det ved jeg,” svarede KOK HANS. ”Der hvor jeg kommer fra, var der sandelig heller ikke nogen som mig. Det sagde den unge pige på gården, én dag da hun fodrede ude i hønsegården. Jeg er nemlig en meget kostbar og fornem hane, det ses på min smukke fjerpragt”.

”Ja, ja, storhed står for fald og hvad hjælper den smukke fjerpragt, når du havner i suppegryden?” sagde Mathilde opgivende.

”Der kommer jeg aldrig,” svarede KOK HANS og knejsede.

”Ja, ja, det sagde din forgænger også, men hvad hjalp det ham, han blev alligevel til en dejlig suppe,” sukkede Klara.

Som sagt skal man aldrig prale og hovere overfor andre, for så kan det gå som med KOK HANS. Han endte som suppe da Jensen skulle have gæster en søndag. Så det passede alligevel hvad Mathilde sagde. Der hjalp ikke engang en smuk fjerpragt når herskabet skal have gæster til spisning.

Og så siger folk endda HØNS DE SNAKKER.