Mystik og lyst

Af Dino Avdibegovic` 

På bredden stod hun,
Den smukke pige, efterkommer af Illyrere,
Foran hende skinner den oprigtige natur,
Men større er dens skønhed ikke
Af det hvide ansigt der skinner.

Ved bredden stod hun
Hun går nænsomt på det nøgne sand,
Foran hende ligger hele universet,
Vinden blæser mægtigt, hun lukker øjnene,
Velvidende at der nærmer sig en af de tyrrhenske nætter.

Den varme luft kærtegner det dejlige ansigt
Ak, det guddommelige væsen,
Enhver vil standse ved hende,
I mørket rejser selv daggry sig op,
Fra den brændte jord opstår livet.

Jeg ser hende med skjult blik,
Den kvinde med den imposante statur,
Den krop med de brændende bryster
Så på mig, jeg kiggede fejt ned.

Men hun vinker mildt til mig
Nærmer sig i den tidlige nat,
Undrende over min pludselige ankomst,
”Jeg har ikke set en større galning!”,
Og kysser mig hedt, mens min hånd går langs hendes bryster.