Nokkefår. Anmeldelse

Anmelelse af Kaj Himmelstrups bog ”Nokkefår” i dagbladet ”Arbejderen”. Februar 2009

For lidt nokkefår.

Nu og da bliver man vred på en forfatter, når man læser vedkommendes bog. I den situation stod jeg, da jeg var færdig med Kaj Himmelstrups ”Nokkefår”.

Historien er ellers god, spændende og vedkommende. ”Nokkefår” udspiller sig hovedsageligt mest på det område syd for Islands brygge, hvor området Nokken ligger.

Stedet er en ydmyg idyl, hvor overklassemennesker aldrig kommer, og derfor slet ikke har forståelse for, hvordan livet leves der.

Nokken er nemlig blandt andet det sted, hvor den pensionerede Leif holder til med en gammel arbejdskammerat for at klargøre sin jolle.

Med Leif som udgangspunkt bygger Kaj Himmelstrup et spændende persongalleri op, der hver især påvirker og skaber handlingen i romanen:

Leifs barnebarn Ellen, som er venstreorienteret aktivist, en storentrepenør, der vil bebygge Nokken med et moderne højhus, en opportunistisk borgmester, der nok kan give sin gamle kollega Leif en cigar, men ikke har øre for hans bøn om at lade Nokken være Nokken, storentrepenørens fascistiske søn, der vil sprænge Ellen og hendes politiske kammerater i luften med en brevbombe og flere andre skarpttegnede personer. Alle skildret med stor indlevelse og psykologisk forståelse, uden at Kaj Himmelstrup dog forfalder til nostalgisk socialrealisme, men alligevel giver en klar og solidarisk beskrivelse af almindelige mennesker. Mennesker der glæder sig over de jævne ting i verden, og måske netop derfor er parate til at slås for rettten til denne glæde. Også selv om fjenden er opportunistiske politikere, kyniske kapitalister og fascistiske overklassedrenge

Kaj Himmelstrups ”Nokkefår er en fin og vedkommende bog, som de fleste kan glædes over.

(Hov jeg fik ikke skrevet, hvorfor jeg er vred på Kaj Himmelstrup. Men altså. Når man nu har så meget at fortælle, og kan gøre det i et så læsevenligt sprog, så er det at snyde sine læsere groft ved bare at lade historien fylde 100 sider. Skam dig Kaj!)

George Zeuthen