Vårharen

af Margit Sjøgreen

Det var op mod jul. Sneen lå i store driver. Selv inde i skoven lå sneen tykt. Ude på marken kunne man, hvis man var heldig, se harerne hoppe rundt.

Her på marken lå Mette og trykkede sig godt ned i sneen. Hun fik øje på Anders. Han kom hoppende imod hende.

“Åh nej. Hvad vil han nu?” tænkte hun.

Anders kom nærmere og nærmere. Mette forsøgte at gøre sig så usynlig som muligt. Men intet hjalp, Anders havde set hende. Snart var han henne hos hende.

Anders begyndte at puffe til hende med snuden. Hun blev ved med at ligge urørlig. Han blev ved med at gøre kur til hende. Snart blev det for meget for hende. Hun gav ham et dask med poten.

“Hvad skulle det gøre godt for?” spurgte Anders.

“Fordi du er irriterende!” svarede Mette.

“Du ved da jeg er vild med dig,” sagde Anders slukøret.

“Ja, det ved jeg da godt!” svarede Mette.

“Derfor troede jeg også, vi skulle være kærester,” sagde Anders.

“KÆRESTER. Du er ikke rigtig klog,” fnøs Mette.

Anders lod sig ikke sådan slå ud.

“Det er koldt. Jeg kunne jo varme dig,” hviskede han i hendes øre.

“Det har du ret i,” hviskede hun.

“Han er nu heller ikke værst endda” tænkte Mette.

Så det endte med at Mette blev varmet i den kolde sne af Anders.

Snart var Anders væk igen. Mette var atter alene. Af og til så hun Anders gøre kur til andre hunner. Det var så den forelskelse.

I februar fødte Mette tre unger. De var livlige og sprælske. Hun var stolt af det fine afkom.

Anders, ja han vidste knap nok hvor mange unger, han var blevet far til. En ting var sikkert, de var alle rigtige vårharer, alle hans børn.