Valdes uheldige udflugt

af Margit Sjøgreen

Valde var en lille tyk og kluntet hundehvalp. En såkaldt raceren hund, kunne man ikke kalde ham. Han havde nogle lange ører, korte ben, halvlang og klodset krop og en tyk vamset pels. Hans lange ører var lidt af et problem, når han spiste, de landede i maden hver gang, så han måtte slikke dem rene, når han havde spist.

Alt kan jo blive en vane, så da Valde blev større og ørerne ikke var det store problem længere, ja så dyppede Valde selv ørerne i maden, først den ene og så det andet. For det var jo en gammel vane at slikke ørerne rene.

En dag, da han stadig var hvalp, ville han gerne se sig lidt omkring på gården. Døren ud stod på klem og så smuttede Valde ud i haven.

Vejret var dejligt, solen skinnede fra en skyfri himmel. Langs kanten af græsplænen stod et flor af blomster, ind imellem var der buske. Valde missede med øjnene, på grund af det stærke lys.

”Vov, vov,” bjæffede Valde, godt tilpas med sig selv. Men hvad var det, var der ikke noget der bevægede sig henne ved solbærbusken. Valde blev nysgerrig og løb kluntet hen til busken. Der sad et lille pindsvin.

”Vov, vov. Hvad laver du her?” spurgte Valde nysgerrigt.

”Jeg er ude for at finde noget at spise,” svarede pindsvinet og rullede sig sammen, for en sikkerheds skyld.

”Nej, hvor ser du sjov ud. Man får helt lyst til at lege med dig, og give dig et ordentlig puf,” sagde Valde.

”Det vil jeg ikke gøre hvis jeg var dig, for jeg stikker,” sagde pindsvinet.

”Jeg er da ikke bange for dig,” sagde Valde og gav pindsvinet et puf med snuden.

Valde gav sig til at pibe højlydt af smerter, og nu kunne det nok være han fandt tilbage til det varme og sikre køkken.