Det uforklarlige - og andet

Af Kurt Hauervig Juhl

Her bringes forordet og første afsnit af Kurt Hauervig Juhls beretninger om:
"Det uforklarlige - og andet".

Hele bogen kan downloades i venstre margin 

FORORD

Da jeg var en lille dreng, begyndte jeg, som det er tilfældet med mange andre børn, at spekulere over livets mysterier. De tre store spørgsmål, HVORFOR, HVORFRA, HVORHEN, optog mig meget. Ifølge min uudviklede barneforstand, måtte der engang have været et intet, ud af intet kommer der som bekendt ingenting, hvor er vi og alt det eksisterende da kommet fra? Spekulationer over hvor universet endte - igen barneforstanden - det måtte da ende et eller andet sted, men stadigvæk måtte der være noget bagved!

Når jeg en stjerneklar aften betragtede det uendelige himmelhvævl, var uendeligheden ikke til at fatte. Min forstand slog heller ikke til, når det drejede sig om, hvor småt noget kunne være. At der i et knappenålshoved befandt sig et utal af atomer, var ufatteligt.

Det store og mest komplicerede spørgsmål, syntes at være: Findes der en Gud, en skaber, en altings mester? Alt det eksisterende kunne, efter min tankegang og måske præget af den religiøse udvikling jeg var igennem som spejder og religiøse omgangskredse, være skabt af en alsidig intelligens, som man udmærket kunne kalde Gud. Måske var jeg en overgang på vej til en form for panteisme, men under alle omstændigheder forekommer tanken om en Gud mig lige så logisk, som at alt skulle være opstået ved en tilfældighed. Så meldte der sig et tillægsspørgsmål: Hvis Gud har skabt os, hvem har da skabt Gud? Her er vi tilbage i ingenting, for hvis Gud har skabt sig selv, hvorledes har det da kunnet lade sig gøre?

Det mest overvældende var måske jeg-følelsen. Hvem er jeg, hvor kommer jeg fra, hvorfor føler jeg at jeg er mig? Havde vi været hjernedøde robotter, kunne en tilfældig udvikling være rigtig, men netop jeg-følelsen forekom mig - og forekommer stadig - at være vital. Hvor var mit jeg før jeg blev født, hvor går det hen når jeg dør? Spørgsmål efter spørgsmål hobede sig op, men mange af dem jeg søgte at snakke med om netop disse emner, ville ikke eller kunne ikke beskæftige sig med dem. Men de fyldte min bevidsthed.

En helt absurd tanke kunne gribe mig. Måske var det i virkeligheden mennesket, der havde skabt Gud, og ikke omvendt. Lige fra menneskets skabelse, fra de mest primitive stenalderfolk, har mennesket søgt efter et overvæsen og en mening med livet. Et håb og en tro på, at døden ikke er den absolutte afslutning for det enkelte individ. Mennesket består ikke alene af kød og blod, der må også være en ånd, en sjæl! Utallige bønner og besværgelser er blevet rettet mod himlen, måske er en usynlig kraft, dannet af al denne udfoldelse, næret af menneskers håb og bønner, blevet udviklet til det, vi i dag kalder Gud. En intelligens der har evnen til at styre og regere, til at belønne og straffe.

Jeg læste om en forfatter, der opkastede den teori, at Gud i virkeligheden var ond. At han lo og morede sig når mennesker led, at han tilmed klappede i hænderne. Efter min opfattelse en vanvittig tanke, findes der en Gud, må han nødvendigvis være god. Til min konfirmationsforberedelse fortalte præsten, at Gud ikke alene var stor og almægtig, men at han også var allestedsnærværende! Er det virkelig muligt for Gud, at følge med i hvad hvert enkelt menneske foretager sig, hører han hver en bøn og anklage der bliver sendt mod himlen? Jeg nåede til den konklusion, at det skulle jeg ikke spekulere alt for meget på.

Et klogt og gudfrygtigt menneske sagde engang til mig: Selv om du måske ikke tror på Gud, så bed alligevel. Du behøver ikke at bede for dig selv, du kan bede for dine nærmeste og dine venner, for hele menneskeheden. For hvis der, mod din overbevisning, alligevel findes en Gud, kan du i det mindste tage chancen og bede for andre. At jeg senere hen i livet bad min aftenbøn, dels fra disse ord, men også fordi jeg inderst inde blev inspireret til det blev for mig en selvfølge. Jeg måtte erkende, at der fandtes noget oversanseligt, noget der ikke umiddelbart havde en naturlig og materialistisk forklaring. Det var lige så virkeligt som livet selv.

Et nyfødt barns verden er som et nyopdukket klippeskær, der skyder op fra havbunden. Alt skal læres, meget undrer, nogle lader det, i den voksne alder, være ved det, hvilket på en måde også synes fornuftig. Jeg er her, jeg eksisterer, dermed basta. Hvad der senere i livet undrede mig meget, var menneskenes forskellige opfattelse af gudsbegrebet. I den kristne verden bruger man biblen som udgangspunkt, men selv her udlægger man skrifterne forskelligt. Når jeg læste om religionskrige og bål og brand for anderledes tænkende, alt i Guds navn, havde jeg svært ved at følge med. Taler ikke netop biblen, og for øvrigt også de fleste andre religiøse skrifter, om barmhjertighed og næstekærlighed!

Ordene, hvis du ikke tror som mig, kommer du ikke i himlen, hvilket lille menneskeligt væsen har prokura til sådan en afgørelse?

Guds menneskesyn og dom må være den eneste rigtige afgørelse. Evig pine i skærsilden, hvilken forbrydelse kan medføre en så ufattelig straf, hvis man tager ordene bogstaveligt? Meningen med disse trusler var åbenbart at få mennesket til at frygte, ikke blot for dette liv, men mest af alt for det næste. Det kunne give en næsten ubegrænset magt, baseret på angst og skræk, i stedet for løftet om evig kærlighed og glæde. En tro bør komme fra hjertet, og ikke fra trusler.

En gammel mand fortalte mig, at der verden over findes 1235 forskellige sekter og trosopfattelser. Hvor han har dette tal fra, aner jeg ikke, han fortsatte: Hver eneste af disse trosretninger har sin lille del af den fulde sandhed. Forestil dig et bord, hvorpå der kan stå 1235 runde glas. Bordet er sandheden, hvert enkelt glas repræsenterer en lille del af sandheden. Men det der mangler i den fulde sandhed, er de tomme mellemrum, som glassene danner. Og den sandhed finder vi sikkert aldrig!

Nogle mennesker higer efter den bedste plads i himlen. Den største belønning er at sidde ved Guds højre eller venstre side. Eller, i mangel af bedre, så nær som muligt. Ville ægte kristenhed ikke være at sige: Lad min mor eller far sidde der, mit barn eller min bedste ven? Lad mig så få den plads der tilkommer mig, lad dem eller den der betyder noget for mig komme tættere på. Hvis det da i det hele taget har nogen mening.

Tidligt i mit liv vidste jeg, at jeg ikke kunne tilslutte mig en bestemt religiøs opfattelse. Ikke alene ville man forlange, at jeg skulle tro på hvert enkelt af den påkaldende sekts dogmer, jeg skulle også opfatte anderledes troende som mere eller mindre fortabte. Den form der måske tiltalte mig mest, var buddhismen, her lærte man ikke alene om kærlighed og forståelse, man lærte også at føre disse begreber ud i livet.

De fleste mennesker oplever, i deres livsforløb, begivenheder der kan virke uforklarlige efter den materialistiske opfattelse. Dem der betragter sig selv som logikere og hænger fast ved de almindelige jordiske, og for så vidt også rent videnskabelige teorier, afviser den slags som hallucinationer, fantasifostre eller det der er værre. Der må simpelthen være noget galt med dem, der tror på det "overnaturlige". Jeg hører til de mennesker, der har oplevet uforklarlige ting, dem vil jeg skrive om i denne bog. Samtidigt vil jeg naturligvis påpege, at en sund skepticisme til hver en tid er nødvendig.

Jeg mener ikke, at jeg selv har bedt om at komme til verden, at blive født. Blot for at eksistere i noget, der i forhold til evigheden er mindre end et sekund. Jeg har ikke bedt om de sorger og smerter livet kan føre med sig. Selvfølgelig har jeg, som alle andre, også oplevet glæder og dejlige timer og dage, alligevel er der noget fundamentalt i sangen: Hvad var jeg mon, før jeg blev født...? Dertil kan tillægges, hvad bliver jeg når jeg dør? Man kan ikke leve et helt liv uden at begå fejltagelser, er det rigtigt at der er både belønning og straf bagefter? Et par vægtskåle der skiftevis vejer til den ene side, skiftevis til den anden. Alt er forudbestemt, siger nogle, hvis det er tilfældet, har jeg så intet ansvar for mine handlinger?

Legemlige og psykiske smerter slipper intet menneske fra, måske giver den slags i virkeligheden forståelse og indsigt. Hvorfor bliver nogle født som invalider, eller bliver det senere i tilværelsen, hvorfor bliver nogle født ind i en helt håbløs tilværelse, et liv med sult og mangel på alt? Hvorfor skal der være øjeblikke hvor mennesker ønsker, at de aldrig var blevet født, at den intethed som nogle mener kommer til at herske efter døden, havde været der altid. Tak for livet, skal man sige, tak fordi jeg kom til verden! Nogle børn dør i en tidlig alder, ofte under store smerter, andre lever næsten sygdomsfri til de bliver hundrede år eller derover. Uden glæder og sorger leves livet ikke. Det er nok sandt, men de største sorger vil være de ulykker der går ud over ens nærmeste, ikke mindst hvis det drejer sig om børn. Uskyldige væsner der, lige som dig og mig, ikke har bedt om at komme til verden. Kan alt være tilfældigheder, ønsker de fleste mennesker ikke, at der er en mening bag alt? Vi har fået evnen til at føle kærlighed, endda en ubegrænset kærlighed, men netop sammen med kærligheden følger sorgen og savnet og spørgsmålet: Hvorfor? Det vil afslutningen på denne tilværelse muligvis give svaret på, men det er langtfra sikkert.

BARNDOMMENS MYSTERIER

---------------------

Som mange andre jeg har snakket med om emnet, havde jeg som barn hallucinationer. Tidligere naturfolk tog varsler af den slags, som de gjorde af så meget andet. Måske, men også kun måske, er et barns verden som naturfolkenes var det, barnet ser og hører mere, men det forsvinder gennem den voksnes gøremålog spekulationer.

Nogle af mine hallucinationer og drømme var uforståeligt nok rædselsvækkende. Som da jeg f. eks. drømte, at der kom nogle mænd og bandt min far til en stol, hvorpå de begyndte at hamre søm i ryggen på ham. Hvor disse fantasier kom fra, kan jeg i dag ikke sige, der var ingen fjernsyn og for øvrigt var jeg heller ikke gammel nok til at læse gyserhistorier.

Meget nærværende var en oplevelse, jeg havde i fem års alderen. Dengang havde de fleste børn ikke deres eget værelse, hele familien sov i samme soveværelse. Jeg vågnede, det må have været en søndag, mor, far og mine søskende var stået op. Solskinnet stod gyldent ind gennem soveværelsesvinduerne, lyde fortalte mig at mor var i køkkenet. Jeg løftede hovedet fra puden og så, at der nede for fodenden af sengen stod en mærkelig skikkelse. Den havde tynde arme, ansigtet var en hvid klump uden øjne, næse eller mund. Med en knoklet hånd holdt gespenstet fat i sengegærdet, i den anden hånd holdt den en tilsvarende skikkelse, der igen havde hånden på dørhåndtaget ind til stuen.

Sveden sprang frem på min pande, jeg hev hurtigt dynen op over hovedet og lå stiv af skræk. Det var ikke muligt for mig at råbe om hjælp, jeg kunne knapt nok ånde. Da jeg efter nogen tids forløb fik mod til at kikke op over dynens kant, var begge skikkelser forsvundet. Jeg sprang ud af sengen og skyndte mig ind i stuen. Jeg fortalte ikke nogen om min dystre oplevelse.

Da jeg var omkring to-tre år gammel, huskede jeg begivenheder, der senere fik mig til at tro på reinkarnationsteorien. Jeg kunne huske noget, jeg her vil karakterisere som "levende billeder". Et af disse billeder var en lille dreng, der sad på gulvet i noget der lignede en stor glasveranda. Jeg sad sammen med to andre drenge, vi klippede billeder ud af aviser og ugeblade. I et senere "billede" lå vi tre drenge på nogle madrasser bagest i et meget langt, garagelignende rum. Henne ved åbningen der førte ud til det fri, stod nogle voksne mennesker, de så forskrækkede ud. Udenfor lynede og tordnede det, vi drenge legede ubekymrede. Pludselig forsvandt billedet, alt gik i sort. Da jeg fortalte disse billeder til mine forældre, kaldte de mig en lille dreng med en livlig fantasi, for noget lignende kunne jeg aldrig have oplevet, så jeg havde ingen som helst anledning til at kunne erindre den slags. Vi boede i den nederste lejlighed i et to etagers hus, der var ingen glasveranda og ingen garage, det samme gjaldt husene hos de familiemedlemmer vi en gang imellem besøgte. Senere har jeg tænkt på, at hvis disse billeder virkelig var erindringer fra et tidligere liv, kunne tordenvejret i virkeligheden have været kanoner og andet skyts.

Med andre ord, der havde været krig, det pludselige mørke fortalte, at netop i den garage fandt mit tidligere liv sin afslutning. Denne udlægning må stå for min egen regning, men for mig virker det muligt.

En af mine små barnevenner, fortalte mig om en af hans hallucinationer. I familien var de mange børn, fire sov i etagesenge i et af husets værelser. Jeg vågnede om natten, fortalte han, da gik der en skorstensfejer rundt og kikkede på os alle! At den slags fortsætter generation efter generation, beviste min lille søn. Fra Sønderjylland havde vi medbragt skikken med at stille en sko i vinduet hver aften i december måned, en pendant til julekalenderen. Om natten blev der så anbragt en lille gave i skoen, til glæde for børnene når de vågnede om morgenen. Min søn fortalte en morgen, at han om natten havde set julemanden komme ind gennem vinduet og anbringe gaven i skoen. Igen et af de utallige eksempler på børns hallucinationsfantasi.

I huset, hvor jeg boede som barn, optrådte der med mellemrum bankeånder. Disse "ånder" var i stand til at trænge gennem aflåste gadedøre og banke på entredørene til lejlighederne. Jegvågnede en nat og hørte mors skælvende stemme sige: Det vardog uhyggeligt! Da havde det først banket på gadedøren, derefter på entredøren til vores lejlighed, underboen havde haft samme oplevelse. Gadedøren i det gamle hus hvor vi boede, var låst med en solid nøgle der vejede adskillige hundrede gram, den befandt sig normalt i varetægt hos underboen. Tilmed havde det banket på porten til naboens lejlighed, jeg kunne høre at han og far snakkede sammen nede på gaden. Jeg var altid en kujon hvad angik den slags, jeg gemte mig under dynen.

Disse bankeånder optrådte adskillige gange. Der var også tilfælde, hvor der blev banket på døre og porte på samme tid. Mange hørte bankeriet uden at se noget eller nogen, efter en tid holdt det op. Ældre mennesker i nabolaget mente, at det havde noget med huset på hjørnet at gøre. Der boede i sin tid arrestforvareren, i sin tid havde der siddet en dødsdømt ung mand i kælderen. Tremmerne med ringe sad der stadigvæk, den unge mand var blevet henrettet på galgebakken ude ved Erlev.

Som tidligere omtalt, havde nogle af mine hallucinationer karakteren af mareridt. En aften var jeg alene hjemme med far, han sad i en lænestol og læste avis, jeg sad på sofaen. Pludselig kravlede der en mærkelig tingest rundt nede på gulvet, den var på størrelse med en ræv og indsvøbt i et net. Den havde øjne, men ikke nogen egentlig form inde under nettet. Jeg trak benene helt op på sofaen, jeg var ikke en gang i stand til at kalde på far, så bange var jeg. Selv om det var virkelighedstro og uhyggeligt, må også denne oplevelse være udsprunget af min barnefantasi. En smule pudsigt var det, da jeg mange år senere så anden udgave af filmen "Poltergeist". Der forekommer en scene, hvor en af skuespillerne drikker af et glas, i væsken befinder der sig en orm som han ikke ser. Han får ormen ned i maven og hoster voldsomt, ud af munden kommer en mærkelig figur på størrelse med en ræv, den vraltede rundt på gulvet. Dette indslag fik mig til at tænke på, om Steven Spielberg måske i sin barndom, havde haft et mareridt lignende mit, og ud fra det kreerede monstret.

Det var i mørklægningstiden under anden verdenskrig. Det avislæsende "spøgelse" optrådte kun en gang, men jeg husker i dag tydeligt hvad der skete. Vi børn gik altid tidligt i seng sammen med mor, alle skulle tidligt op. Vi havde fælles soveværelse, vi sov fem personer i samme rum. Far blev siddende i stuen for at læse avisen, døren ind til stuen stod altid åben, så varmen fra kakkelovnen kunne nå ind til os.

En aften, da far var færdig med avisen, foldede han den som altid sammen, slukkede lyset i stuen og kom ind i soveværelset. Han lagde sig i sengen hos mor, vi børn havde separate senge. Det var bælgmørkt grundet mørklægningsgardinerne, lige med et skete der noget inde i stuen. Vi kunne tydeligt høre, at avisen blev foldet ud, der gik nogle minutter, så fortalte en tydelig raslen at siden blev vendt. Med skælvende stemme sagde mor til far: Der er nogen inde i stuen! Nej da, kom det fra far, jeg kan tydeligt forestille mig hvad han følte. Kan du ikke høre det, fortsatte mor, nogen blader i avisen!

Mit hjerte begyndte at hamre, mine søskende havde det bestemt på samme måde. Far skulle tværs gennem stuen i mørket, og hen til døren der førte ud til entreen, for at tænde lyset. Han vadede af sted på bare fødder, da han fik lyset tændt var deringen at se. Men avisen, som far altid omhyggeligt lagde sammen efter læsningen, lå opslået på bordet.

At denne oplevelse ikke kan tilskrives barnehallucinationer, bevises af at vi alle hørte hvad der skete. Og selvfølgelig skal man, i et sådant tilfælde, søge at finde en forklaring på fænomenet. Det forekommer egentlig utroligt at et spøgelse eller en ånd, eller hvad man foretrækker at kalde det, skulle give sig til at læse avis. At vinden skulle være årsagen var en umulighed, da alle vinduer var lukkede, der var kun døren mellem soveværelset og stuen der stod åben. En mus kunne ikke lave så megen støj, og heller ikke vende avisens sider. Et bevis på, at der kan være noget uforklarligt i det uforklarlige. Episoden blev aldrig senere nævnt, endnu et bevis på mine forældres, og mange andre menneskers, fortrængning af det uforståelige.