Dinah Sehinde Olanrewaju (Bugyei)

Engang kunne jeg sige, ofte med mere end mindre ærlighed at jeg var det jeg skrev.

Hvis den regel stadig gjaldt, ville min beskrivelse af mig selv være følgende:

Til tider meget. Intens, altoverskyggende og umulig at komme udenom. Skrigende af smerte og øm og blød og kærlig. Vred og ubarmhjertig. Men meget.

Ofte ville jeg være lidt... henslængt på pc'en en sen aften, eller som hurtig overspringshandling i forbindelse med netbank eller facebook. Men ofte ville jeg være lidt.

Og til tider ville jeg være intet, for der kan gå perioder hvor ikke et af mit hjertes ord kommer på papir eller på skærm.

Så jeg kan ikke helt defineres ud fra hvad jeg skriver længere.

Men når jeg skriver er det noget af mig, det er indadvendt og reflekterende, ofte på engelsk og ofte lidt skarpt. For sådan er virkeligheden... skarp, selv når jeg flygter ind i puderummet i mit hovede for at betragte den.

Jeg har to drenge som vælter min og alle andres verden, hver gang de slår øjnene op. De er mit evige realitycheck. And God knows I need it.