Finn Zinklar

  1923 - 2010

"Forfatter vil jeg være."

Jeg er født den 19. april 1923 og altså en ældre men åndsfrisk herre. Selv om jeg har skrevet noveller det meste af mit liv, kalder jeg helst mig selv for korrespondent. Det har jeg nemlig papir på, at jeg er, endda med udmærkelse.

Da jeg var lille dreng, boede jeg og min familie i et ældgammelt hus i Strandgade på Christianshavn, det var bygget i 1660’erne. I lejligheden var der utrolig højt til loftet, og der var to store kakkelovne og et kæmpemæssigt komfur i køkkenet, men intet badeværelse med koldt og varmt vand eller træk - og - slip toilet.

Da min bror og jeg, der var næsten jævnaldrende, skulle begynde at gå i skole samtidig, kom vi til at gå i Vestervoldgade skole, der senere blev overtaget af Den Classenske Legatskole.

For at komme i skole skulle vi hver morgen over Knippelsbro og videre af Christiansgade, der i dag hedder Christians Brygge.

Efter at vi var nået op i fjerde klasse, begyndte man at interessere sig for, hvad vi ville være, når vi engang var færdige med skolen. Jeg mener, det var en lærer, der hed Bahnsen, der stod bag disse undersøgelser. Vi var kun drenge i klassen, da skolen holdt piger og drenge strengt adskilte.

Nu fik vi hver især udleveret en blanket, som vi skulle udfylde med vore fremtidsønsker. Mange ville være flyvere (det kaldte man piloter dengang), cykelryttere (fodbold var ikke nær så populært som i dag), andre chauffører. Brandmænd var der også flere, der ville være. Det skrev jeg vist også selv, skønt jeg led af højdeskræk. Forfattere tror jeg derimod næppe, der var nogen, der ønskede at blive.

Det ønske fik jeg først noget senere. Lige over for porten til den ejendom, vi boede i, lå en tobakshandler, der desuden også solgte aviser og ugeblade. Her købte mor hver tirsdag Familie – Journalen og Hjemmet, der dengang kostede 30 øre stykket.

Jeg var efterhånden blevet ret god til at læse, og det, der fascinerede mig mest ved bladene, var de afsluttede noveller. Mor havde fortalt mig, at hvert af bladene blev trykt i flere hundredtusinde stykker hver uge, og at mindst en million mennesker læste dem. Det gav mig noget at spekulere over, og jeg besluttede, at sådan nogle historier ville jeg også skrive, når jeg blev lidt dygtigere til at stave. Jeg syntes, at Hjemmet havde de bedste illustrationer, og det havde meget at sige, for det var illustrationerne, der afgjorde, hvilken novelle man ville læse først. Derfor blev det Hjemmet fra starten min favorit.

Senere i artiklen skriver Finn:

Da jeg den 14. september 1987 fik trykt min krimi nr. 100 i Hjemmet, blev det nævnt sammen med et foto. Dorph – Petersen oplyste, at jeg var en søn af en blækfabrikant, så jeg var måske født med blæk i årerne.

Jeg fortsatte med at skrive krimier til Hjemmet til jeg var midt i 70’erne. Så syntes jeg, det var på tide at stoppe. Jeg havde fået lyst til at skrive erindringer i form af artikler. I mit lange liv har jeg kendt mange spændende mennesker, så jeg manglede ikke stof. Desuden havde jeg mange interesser, blandt andet skibe og søfart. Faktisk havde jeg i min grønne ungdom skrevet artikler til søfartsbladet Vikingen.

Nogle af mine erindringsartikler kan man finde i otte numre af tidsskriftet Fabrik og Bolig, der udgives med støtte fra Statens humanistiske Forskningsråd. Andre artikler kan læses i det fornemme hefte Folk og minder fra Nordsjælland samt i FAHS (Frederiksborg Amts historiske Samfund) mange publikationer. Jeg har også skrevet en lille bog med titlen ”Morfar fortæller om besættelsen”, der er beregnet til læsning for videbegærlige børn. Det med morfar skal man ikke tage for højtideligt. Jeg har nemlig aldrig været gift, selv om jeg har kendt en masse søde piger. Men rollen som ægtemand passede slet ikke ind i mit livsmønster. Jeg måtte til enhver tid kunne isolere mig oppe i mit sommerhus i Liseleje, når jeg pludselig fik en god ide, der skulle skrives om til en novelle. Lige så vigtigt var det, hvis jeg var totalt udgået for ideer. Lange ensomme ture langs en øde strand stimulerede altid inspirationen.

Man bliver ikke berømt af at skrive ugebladsnoveller, men det helt afgørende for mig er, at min drøm som lille dreng om at få lov til at skrive noveller i Hjemmet til fulde blev opfyldt.

Jeg vil slutte med at afsløre, at jeg ikke udelukkende har skrevet kriminalnoveller. Jeg har faktisk også skrevet 42 julenoveller. 33 af disse blev trykt i det smukke julehefte Margrethe-Heftet i årene 1957 til 1990, mens dronning Ingrid var heftets protektor.

I en erindringsartikel om sin bror: "Min bror Steen - Liselejemaleren (Født den 20. januar 1922) skriver Finn:

" Og selv efter sin død har han (Steen. red.) hjulpet mig på en ejendommelig måde. Et par måneder efter hans død blev jeg ringet op af en bekendt ingeniør Ib Damm, der tidligere havde været formand for Melby og Omegns Grundejerforening. Han fortalte mig, at han havde skænket to af min brors malerier, der forestillede nogle af Frederiksværkbanens tog, til sin stamcafe ” Jernbanecafeen”, der lå i Reventlowsgade lige bag Københavns Hovedbanegård. Der skulle de afsløres den 18. april 2005, og han håbede meget, at jeg ville møde op på denne dato og foretage afsløringen, og det lovede jeg.

Desværre skete der så det, at jeg få dage inden den nævnte dato var så uheldig at forstuve min højre ankel under et ophold i badeværelset, og de følgende dage var det næsten umuligt for mig at støtte på foden, så ondt gjorde det. Og den 18. april var det ikke blevet bedre. Tværtimod. Derfor turde jeg ikke vove mig ned på gaden og hen til nærmeste busstoppested for at køre ind til Hovedbanegården og humpe gennem den lange banegårdshal til trappen, der førte ned til Istedgade, i den anden ende, og jeg skulle jo også hjem igen. Det ville aldrig gå godt.

Alligevel var det, som om en næsten uimodståelig kraft tvang mig til at gøre forsøget, og trods voldsomme smerter nåede jeg ind til Reventlowsgade og ind i cafeen, der var fuld af mennesker. Med hjælp af et par andre gæster fik jeg afsløret min brors to malerier og kunne så endelig sætte mig ved et bord med et glas fadøl. Ved bordet sad i forvejen en sympatisk midaldrende gæst. Vi kom hurtigt i snak, og han spurgte hvad jeg lavede. Jeg fortalte, at jeg var forhenværende ugebladsnovelleforfatter, men at jeg stadig skrev og lige var blevet færdig med en lille bog om besættelsestiden, sådan som jeg selv havde oplevet den. Den følgende 5. maj ville det være 60-årsdagen for Danmarks befrielse.

Så fortalte han, at han havde en ven, der havde sit eget forlag, og min bog ville sikkert lige være noget for ham. Derfor bad han om mit telefonnummer. Og så tilbød han at køre mig hjem!!

På den måde kom jeg i forbindelse med Ole Holmstrøm, og hvad det kom til at betyde for os begge, kan næppe overdrives. Ikke alene blev bogen trykt, men det blev flere af mine utrykte artikler også og lagt ud på internettet. Og en ny bog er på vej.

Dette kan jeg udelukkende takke min afdøde bror for. Var jeg blevet hjemme den 18. april 2005, havde jeg aldrig truffet Ole Holmstrøm, og da Ole sikkert gerne vil høre lidt om det menneske, der på en måde har ført os sammen, har jeg skrevet denne beretning om et af de mennesker, der har stået mig nærmest."

Foruden e-bogen: "Morfar fortæller om besættelsen" og "Thingvalla-linien" - om den første amerika-linie - har Finn Zinklar leveret en lang række artikler til Frother.
Disse artikler er i øjeblikket ved at blive redigeret og de selvbiografiske artikler vil senere på efteråret blive udgivet i en samlet bog med titlen:

Finn Zinklar. Erindringer.

Af de mange noveller som Finn Zinklars gennem årene har skrevet til ugebladet Hjemmet, ligger der to eksempler under Gratis læsestof".