En utrolig men sandfærdig beretning.

Denne artikel er et afsnit fra Finn Zinklars erindringer:

"Jeg vil uden omsvøb sige, at der er intet menneske på denne jord, jeg har holdt så meget af som min mor, og skønt hun nåede at blive 87 år, bragte hendes død mig alligevel i en dyb depression. Jeg mistede totalt lysten til at skrive. Min ellers så kreative hjerne var totalt kortsluttet.

Da jeg en formiddag i det man kalder nedtrykt sindstilstand var på vej over Kastelvolden, var det pludselig, som om min mor hviskede lige ind i mit ene øre: - Jeg synes, du skulle prøve at skrive en novelle til.

Så virkelighedstro forekom denne oplevelse mig, at jeg automatisk stod stille og så mig omkring. Men der var ingen andre mennesker at se. Jeg var helt alene.

Men oplevelsen havde alligevel gjort så dybt et indtryk på mig, at jeg straks besluttede, at jeg ville prøve at tage mig sammen og gøre et forsøg på at skrive igen. Først måtte jeg prøve at få en god ide, for uden en ide nyttede det intet.

Og pludselig, som ved et mirakel fik jeg en fantastisk ide til en ny krimi. Allerede samme aften skrev jeg den og sendte den dagen efter ind til "Hjemmet".

Den følgende formiddag blev jeg ringet op af bladets fiktionsredaktør Christa Bloch, der var begejstret for novellen, så begejstret at hun ønskede at hilse på mig. Derfor bad hun mig om at komme ind på redaktionen den næste dag.

På det tidspunkt havde jeg kun brevvekslet med Hjemmets redaktører, men aldrig stået ansigt til ansigt med en af dem.

Ved 12-tiden næste formiddag mødte jeg som aftalt op på Hjemmets redaktion. Jeg fik en hjertelig modtagelse og blev straks inviteret på frokost sammen med hende selv og bladets chefredaktør Kaj Dorph-Petersen. Jeg fik samtidig hilst på flere andre af bladets medarbejdere blandt andet personalechefen. Jeg var aldeles benovet over al den opmærksomhed, man viste mig.

Jeg fik under frokosten at vide, at min krimi skulle bruges i et særligt krimitillæg med udvalgte krimier, som ville følge med Hjemmet i juni måned.

Da jeg atter skulle forlade "Hjemmet" og tog afsked med Christa Bloch, sagde hun til mig: - Ved du hvad – kunne du ikke prøve at skrive en krimi til, der er lige så god som den, vi lige har fået. Vi kan nemlig godt bruge en til.

Jeg var så letsindig straks at love det. Først da jeg igen stod nede på gaden, blev jeg betænkelig. For hvordan i alverden skulle jeg dog få en lige så god ide for anden gang.

Men den kom næsten af sig selv, og da jeg kom hjem, gik jeg straks i gang med at skrive en ny krimi, som jeg allerede næste dag sendte til Hjemmet.

Allerede dagen efter havde jeg Christa Bloch i telefonen. Hun takkede for novellen og sagde til min store lettelse, at hun synes, den var fuldt på højde med den foregående, så også den ville komme i krimitillægget.

-Der er bare det problem, sagde hun, - at vi kan ikke have to krimier af den samme forfatter i tillægget, så har du ikke et pseudonym, vi kan bruge?

Det måtte jeg desværre meddele hende, at jeg ikke havde. Jeg skrev altid under mit eget navn.

Her vil jeg lige indskyde, at Christa Bloch intet som helst anede om min mor og slet ikke , at hun for nylig var død. Derfor studsede jeg, da hun sagde: - Har du det samme efternavn som din mor?

– Nej, sagde jeg. Hun blev gift for anden gang i 1946. Hun hedder Helga Martin.

– Ved du hvad, sagde Christa Bloch. – Så bruger vi det navn til den første novelle.

Jeg var mildest talt målløs – ikke mindst fordi krimien hed: Den døde smiler.

Efter den oplevelse er der ingen, der kan rokke mig i troen på, at de døde kan gribe ind i de levendes liv.

Det foreløbige manus til Finn Zinklars erindringer kan downloades i venste kolonne.