Henni Blume

Første Kapitel af kort-roman om Henni Blume. Hele romanen kan downloades øverst i venstre kolonne.

1.

Hun steg af dagvognen en onsdag aften ved ottetiden. Hun var steget på den samme vogn i Odense klokken halv fire efter først at have ventet den nødvendige halve time mellem pakker, rejsende og dagvogne fra Nyborg og Strib. Efter at have betalt 1 rigsdaler og 14 skilling til Opsynsmanden, og efter at have måttet vente yderligere en halv time fordi den første dagvogn var overfyldt, og nu var hun efter 5 mil og over fire timers kørsel endelig fremme.

Hun havde haft et hjørne i vognen med forlæns kørsel og da det havde givet hende solen i øjnene, havde hun kunnet tillade sig at sidde med lukkede øjne det meste af vejen. Da resten af rejseselskabet selskabet heller ikke var særligt snakkesaligt anlagt havde turen mest drejet sig om at lytte til støjen fra hjulenes stålbandager mod chausse eller grus.

Fremme, sagde hun til sig selv i en spørgende tone og hilste på den lokale Opsynsmand, som gjorde opmærksom på at han var ejer af, — Giestgivergaarden De ser dér. Lige frem, Frue.

— Endelig fremme, for så vidt som hun kunne strække ryggen rigtigt ud efter næsten en hel dags rejse. Hun blev derfor stående en rum tid for at betragte bygningens harmoniske facade, som stod så markant tegnet i aftensolens sidelys. Hun læste de nyligt malede bogstaver på frisen, Kongeligt privilegeret Giestgiveri, og kunne ikke undgå at bemærke, at et tidligere navneskilt var borte, afsløret af de rustne beslag der sad tilbage i muren. Hun hørte Postillonen smælde let med pisken, lokke for hestene, hjulenes knasen i sandet og mærkede hovenes klonk mod stenbroen.

Et sted lo en skade og enkelte andre lyde nåede hende, men efterhånden hørte lydene op uden at blive erstattet af nye, og med et stod hun omgivet af stilhed. Da stilheden fik karakter af permanent tilstand, gøs hun uvilkårligt og ønskede at kalde på nogen, der kunne få stilheden til at forsvinde, men hotellet så øde ud med sine store buede markiser rullet som tunge øjenlåg ned over alle vinduer. Og Torvet var tomt for mennesker.

Hun mærkede fugten i nakken under det store hår og ønskede sig en morgenkåbe og åbentstående verandadøre og håret udslået, — og nogen der ler, men ingen lo. Lang tid gik inden hun fik så meget tag i sig selv, at hun fik samlet kjolens skørt i venstre hånd og kom de sidste skridt til den tunge egedør med det store messinghåndtag og kunne åbne og råbe ind i forstuen, — er her nogen? Der må da være nogen. Og da en ældre mand kom haltende hen til skranken og bukkede for hende, var alt hvad hun kunne finde på af at sige, — min kuffert står midt på torvet.

Han betragtede hende vurderende, fra hatten med det kokette slør, det stramme kjoleliv. Jo, hun havde talje — ikke et hvilken som helst fruentimmer. Skoene. Hun havde i distraktion, måske på grund af træthed, ladet skosnuden stikke frem under kjolekanten, og nu hvor han stirrede direkte på den slidte skonæse, og sålen der demonstrerede sin uvilje mod at være sammen med overlæderet, var det for sent at trække den tilbage, det ville ligne et forsøg på at dække over skoenes sande tilstand og dermed sløre sin ejerindes økonomiske formåen, — det har været en lang rejse, sagde hun.

Han smilede ikke, — skal se deres pas, Frue. Hun åbnede tasken og rakte ham sit pas. Hun ville have foretrukket at være i en position, hvor hun kunne forlange, at han var nødt til at gøre et eller andet for at få kufferten bragt ind fra torvet, men var klar over, at det eneste hun kunne gøre var at sukke, og straks efter kunne hun mærke, at den fuldkomne stilhed stadig sad i hende.

— Ja, så. Fruen er fra Kjøbenhavn. Han havde lagt tryk på j´et. Og hun fik nu beviset for, at hun nu var kommet på så meget afstand af hovedstaden, at kendsgerningen alene satte hende i et dårligt lys — Og hvad vil Fruen dog helt ude på kanten af Fyn?

— Jeg drager land og rige rundt og optræder med mit repertoire. Hun kunne fornemme at hendes stemme igen havde den klang der kunne få andre til at lytte, og han flyttede da også straks blikket fra hendes skonæse til hendes mund, og flyttede vægten til det lange ben, så han kom lidt til vejrs. Han ransagede hendes næse og mødte hendes øjne.

— Oh. Hun vidste med sig selv, at hun lige nu havde fået overtaget, og sagde derfor med lav og blød stemme.

— Lille De, vil De være så venlig at få en karl til at hente min kuffert.