Jomfru Tilde af Møgelkær

af Margit Sjøgreen

Her bringes titelfortællingen i samlingen: "Jomfru Tilde af Møgelkær og andre fortællinger." Hele bogen kan downloades i venstre kolonne.

a

Så blev det endelig vinter! En morgen, da menneskene på gården var ved at vågne, stod himmel og jord i et. Det var en forrygende snestorm. I løbet af en halv time var gården sneet efter. Gennem sneen bevægede en fremmed sig langsomt fremad helt hvid af sne. Der var med garanti ingen, der med sin gode vilje vovede sig ud, hvis de kunne blive fri. Det var heller ikke en helt almindelig person, der prøvede at nå frem til gården.

Snestormen blev ved med at rase, den fremmede måtte en gang imellem standse op for at få vejret. Konen på gården var i lykkelige omstændigheder og det var op over, derfor kom skikkelsen vandrende gennem snestormen. Hun skulle hjælpe til ved fødslen og passe huset mens konen lå i barselsseng. Det var ”Jomfru Tilde af Møgelkær”. Der stred sig frem gennem snestormen. Jomfru Tilde blev altid tilkaldt, når der var børn i vente eller sygdom på gårdene.

Tilde eller ”Jomfru Tilde af Møgelkær”, var en lille arbejdsom kvinde. Nogle sagde, hun var lidt til en side, men dygtig det var hun. Hun var aldrig blevet gift og boede alene i sit fødehjem. Hun var altid venlig og kærlig overfor sine medmennesker og særlig børnene stod hende nær.

Nu var hun på vej til Humlegården. Det var første gang, de ventede småfolk. Tilde var nået op til stuehuset og bankede på. Manden åbnede døren og bad hende skynde sig at komme ind. I forgangen bankede Tilde, tøjet af for sne og hængte sit uldne sjal op. Fødslen var gudskelov ikke gået i gang endnu, så Tilde var som sædvanligt kommet i god tid. Det var karlen på gården, der var kommet for to dage siden og sagt, det snar var på tide at Tilde kom, for fødselen kunne gå i gang når som helst.

Der var nu ingen, der skulle jage med Tilde, så hun kom, når hun mente tiden var inde og mærkeligt nok, kom hun altid før børnene kom. Alle holdt af Tilde, hver på sin måde.

Nu var tiden så kommet til det unge par på Humlegården. Tilde kunne godt huske for femogtyve år siden. Da var det også snestorm, da blev hun også kaldt til Humlegården. Dengang var det Hans, der var i vente og nu skulle Hans’s kone have den første. Tilde blev afbrudt i sine tanker, da Hans hurtigt kom ud i køkkenet og sagde, at Trine ville tale med Tilde.

Tilde kunne med det samme, hun kom ind i soveværelset, høre på Trine at fødselen så småt var begyndt.

 

”Det er dejligt, du kunne komme, Tilde! Det er da vist et frygteligt vejr ude,” sagde Trine.

”Ja, grimt er det, men selvfølgelig kommer jeg da, lille Trine. Det manglede da bare! Nu vil jeg gå ud og sætte vand over,” svarede Tilde.

”Jeg var nu bange for, du ikke ville nå det,” sagde Trine.

”Nå! Du skal nu ikke være bange. Jeg vil da ikke gå glip af en fødsel,” svarede Tilde og gik ud af døren, for at sætte vand over. Hun mødte hans ude i gangen.

”Kommer jordmoderen ikke, hans?” spurgte Tilde.

”Vi sendte bud i aftes, men i det vejr skal vi nok ikke forvente, hun kan nå frem,” svarede han sørgeligt.

”Nå skidt, det er ikke første gang, jeg er alene om en fødsel. Så det klarer vi nok også denne gang,” mente Tilde.

Nogle få timer efter kom de til verden. Det var en nem fødsel, selv om Trine fik tvillinger. Det blev en af hver, Tilde vaskede og svøbte dem. Så fik Trine en i hver arm. Tilde gik ud for at hente Hans.

”Gå du bare ind og se dine børn,” sagde Tilde til ham.

”Er der mere end én?” ville han vide.

”Ja, det blev til to stykker,” svarede Tilde muntert, ”og nu trænger vi til kaffe. Gå nu blot ind til Trine og de små, så laver jeg kaffe.”

Da Tilde kom ud i køkkenet, så hun ud af vinduet, jo stormen var ved at løje af. Så det varede nok ikke længe før jordemoderen ville nå frem til Humlegården. Tilde var nu godt tilfreds med sig selv. Det var jo gået godt med Trine. Hun var efterhånden blevet færdig med at lave kaffen, og da hun nu så ud af vinduet, kunne hun se en skikkelse nærme sig stuehuset. Snart blev der banket på, Tilde gik ud og åbnede døren, det var jordemoderen, der endelig kom.

”Nå, hvordan står det til med Trine?” spurgte jordemoderen.

”Fint, det blev tvillinger,” svarede Tilde nok så kry.

”Ja ja, så nåde du alligevel at komme først, som du jo har for vane,” sagde jordemoderen.

”Ja, heldigvis! Det var da synd at Trine skulle klare det alene, nu det er første gang, men skynd dig nu og komme ind i varmen og få en kop kaffe,” sagde Tilde.

”Jeg kommer, men jeg vil lige se ind til Trine og de små,” sagde jordemoderen og forsvandt ned af gangen til soveværelset, hvor Trine lå med sine små.

Da jordemoderen kom ud i køkkenet, sagde hun: ”Det er et fint stykke arbejde, Tilde”.

”Ja, jeg er jo inde i rytmen, men kommer Hans ikke og får kaffe?” spurgte Tilde.

”Nej ikke endnu. Han ville ud og skovle sne sammen med karlen,” svarede jordemoderen.

”Ja, de er jo nød til at komme over til dyrene,” sagde Tilde og satte sig ned og de to drak kaffen, Tilde havde lavet. Da de var færdige tog jordemoderen af sted. Man kunne jo aldrig vide om stormen ville tage til igen.

Det lykkedes hans og karlen at få gravet stalddøren fri, så de kunne få malket køerne og fodret alle dyrene. Da det var gjort, gik karlen i gang med at muge ud. Hans gik ind for at få sin kaffe og for at se til Trine. Det var meget betryggende, at Tilde var der og sørgede for Trine og de små. Hvem skulle nu have troet, at det ville blive tvillinger. Han var stolt af dem begge.

Tiden gik hurtigt og snart var Trine på benene, så det var på Tide, at Tilde kom videre. Der lå stadig sne da Tilde drog fra Humlegården. Det tog hende ikke lang tid at nå hjem. Det skulle gøre godt at være sig selv et par dage, forhåbentligt!

Da hun kom ind i stuen, lagde hun brænde i kakkelovnen og tændte op. Derpå gik hun ud i køkkenet og tændte op i det store smedejernskomfur. Først da det brændte lystigt, tog hun det uldne sjal af og hængte det ude i gangen. Hun gik ud i køkkenet for at lave sin aftensmad. Nu kunne hun da endelig strække benene. Hun lagde dem op på en stol og så ud af vinduet. Det så ud til der kunne komme mere sne. Bare det dog ikke blev snestorm. Det syntes hun, de havde haft nok af, men det kunne jo også være, at det blev meget værre jo nærmere de kom jul. De var jo kun sidst i november.

Tildes fødehjem lå inde i skoven. Det hed Møgelkær. Hvorfor det hed sådan, var der ikke længere nogen, der vidste. Det var et lille skovhus. Hun var jo vokset op med den og regnede det ikke for noget, at gå alene og samle brænde derude. Det var dog noget, der kunne få det til at løbe koldt ned af ryggen på de fleste.

Det begyndte at blæse op ud på aftenen og det blev et forrygende vejr. Tilde kravlede ned i den lune seng. Hun tænkte på Trine og tvillingerne. Nu ville hun håbe, at Trine kunne klare det, ellers sendte de vel bud igen, tænkte Tilde og så sov hun.

Det var tidlig morgen da Tilde blev vækket. Der var en, der buldrede på yderdøren. Tilde stak benene ud af sengen, nej hvor var det koldt og der var stadigt mørkt udenfor. Da hun åbnede døren, stod Christian Snus udenfor. Han arbejdede som daglejer rundt om på gårdene i sognet.

”Godmorgen Tilde,” sagde Christian Snus.

”Godmorgen Christian, kom indenfor. Hvad bringer dig hid så tideligt?” spurgte Tilde.

”Manden på Nordgården er kommet til skade. Jeg fik besked på at hente dig,” svarede Christian Snus.

”Det er i orden. Hvordan er han kommet galt af sted?” sagde Tilde.

”Han kom ind under et par vilde heste og nu skulle jeg så spørge, om du ville komme og hjælpe til på Nordgården?” sagde Christian Snus.

”Ja, selvfølgelig vil jeg det,” svarede Tilde. Der blev altså ikke nogle fridage til hende foreløbig.

”Jeg skal lige have noget mere tøj på,” sagde Tilde.

”Ja ja, gør du det. Vi kan jo følges ad,” sagde Christian Snus og vendte skråen i munden.

Det tog nu heller ikke lang tid med Tilde, og snart var de på vej mod Nordgården. Det tog tid at nå frem gennem sneen, men endelig var de fremme. Lægen var kommet for at tilse Peter.

Tilde gik straks ud i køkkenet for at hjælpe til. Lægen kom ud i køkkenet med den triste besked at Peter var stille sovet ind han stod ikke til at redde. Kerstine brød sammen nu var hun blevet ene om gården, hendes elskede mand var død.

”Ja så skulle man opleve det med,” sagde Tilde. ”Hvad var han ved at lave, da uheldet skete?” spurgte Tilde hende.

”De var ved at spænde hestene fra kanen,” svarede hun og forsatte, ”men lige pludselig tog pokker ved hestene, fråden stod om munden på dem.”

Nu var der pludselig nok at gøre. Der skulle jo gøres klar til begravelse og det daglige arbejde skulle jo også klares. Tilde hjalp til både ude og inde. Den første dag gik med at rydde sne, det var hårdt og slidsomt arbejde. Hun var glad da hun endelig kunne gå ind og hjælpe til i køkkenet.

Konen på Nordgården hed Kerstine Andersen. Hun var 50 år, men så ikke ud til at være mere end sidst i trediverne. Nu var hun så blevet enke, det var svært at vænne sig til at det var hende der skulle lede arbejdet på gården. Hende der skulle sætte folkene i gang med det daglige arbejde, bare hun nu kunne klare det. Her var det at Tilde kom ind i billedet, hun var en god hjælp for Kerstine. Hvad Tilde ikke vidste, var ikke værd at vide og Tilde hjalp Kerstine med det hele.

Begravelsen foregik i stilhed. Det var kun de nærmeste naboer der mødte op i Holme kirke. Peter kom godt i jorden og bagefter blev der serveret kaffe på Nordgården. Tilde hjalp til i køkkenet og serverede for de få, der var kommet for at vise Kerstine deres medfølelse.

Det var nu tæt op mod jul. Trods de to snestorme havde vejret slået om i tø, så det blev nok ikke en hvid jul i år. Nu mente Tilde at Kerstine nok skulle kunne klare gårdens drift, så Tilde travede af sted mod sit hjem i skoven.

Hun var ikke nået ret langt ind i skoven før hun der var noget der bevægede sig mellem træerne længere fremme.

”Nå skidt,” tænkte hun, ”det er jo tilladt at færdes i skoven”. Hun forsatte ufortrødent mod sit hjem, pludselig mærkede hun et slag i nakken og faldt bevidstløs om på stien.

Den mørke skikkelse bøjede sig ned over Tilde, men der var intet i hendes lommer. Han forsvandt lydløst ind mellem træerne og lod den livløse Tilde ligge alene tilbage på den kolde jord.

Karl-Peter, sønnen fra Holmstrup, var på vej hen for at besøge sin søster. Hun arbejde på Trøstesløse og for at sparre tid, ville han skyde genvej gennem skoven. Han var godt kendt, det var ikke første gang han gik vejen gennem skoven. Somme tider gjorde han holdt hos Tilde og fik en tår kaffe.

”Mon Tilde er hjemme,” tænkte han og forsatte ad skovstien, men hvad var det lå der ikke en skikkelse længere fremme. Han satte farten op ”har der været krybskytter igen” tænkte han.

Han bøjede sig ned over bylten og opdage til sin skræk at det var Tilde. Han løftede hende op i sine stærke arme.

”Herregud, hvem kan da finde på at gøre sådan noget ved Tilde?” tænkte han og skyndte sig mod Møgelkær med hende i favnen.

Det varede dog heller ikke længe, inden han havde fået lagt Tilde i seng. Han begyndte at undersøge hende. Det var dog et frygteligt sted hun havde fået i nakken. Han skyndte sig at få tændt op og sat vand over til at rense såret i nakken med.

Der bredte sig snart en dejlig varme i stuen hvor Tilde lå. Da Karl-Peter kom ind med vandfadet, var Tilde så småt begyndt at komme til sig selv. Han satte sig på stolen, der stod ved siden af sengen. Snart var han færdig med at rense såret og satte en forbinding på. Tilde slog øjnene op og så noget forvirret ud.

”Jeg har lavet noget dejlig suppe til dig, nu skal jeg hente det,” sagde han.

Tilde prøvede på at rejse sig.

”Kan du lige blive liggende mens jeg henter suppen,” beordrede han.

Tilde lod sig falde tilbage i puderne. Det tog da heller ikke lang tid inden, han var tilbage med suppen. Han satte sig igen på stolen, lagde den ene arm bag hendes ryg og holdt hende, mens hun drak suppen. Da hun var færdig, tog han armen til sig og lod Tilde glide tilbage i puderne.

”Jeg henter lige pigen på Nordgården og får fat i lægen,” sagde han.

”Det har hun da ikke tid til, jeg kommer jo lige derfra,” sagde Tilde.

”Det bliver hun nød til. De sender altid bud efter dig, Tilde. Så nu må de gøre lidt til gengæld. Bare rolig hun skal nok komme,” sagde Karl-Peter og væk var han.

Snart hørte Tilde nogen rummestere ude i gangen. Døren gik op og ind kom pigen fra Nordgården.

”Godmorgen Tilde! Hvad er der dog sket med dig?” spurgte Gerda ømt.

”Jeg er vist blevet slået ned som en anden slagteko,” sagde Tilde og smilte.

”Ja, Karl-Peter sagde, at du havde hårdt brug for hjælp, så madmor sagde, at jeg skulle blive hos dig til du er på benene igen,” sagde Gerda fornøjet. Hun var en af de få, der forstod at skønne på Tildes godhed.

Gerda holdt af Tilde, som hun var hendes mor. Lige fra Gerda kunne huske, havde Tilde haft en stor plads i hendes hjerte. Det kom sig af, at hendes mor var blevet alvorlig syg da Gerda var omkring syv år. Der blev straks sendt bud efter Tilde, hun skulle tage sig af Gerda mens hendes mor lå syg. Desværre var hendes mor så syg at hun døde efter kort tid og Gerda blev derfor overladt i Tildes varetægt. Gerdas far var gået helt til bunds og snart endte han på fattighuset.

Tilde havde egentlig ondt af ham og tøsen. Gerda blev derfor sat i pleje på Nordgården og der var hun stadig. Tilde holdt et vågent øje med, at Gerda ikke led nød. Da Karl-Peter kom og fortalte, at Tilde var blevet slået ned, tog det da heller ikke lang tid for Gerda at komme af sted.

”Prøv nu om ikke du kan sove, Tilde,” sagde Gerda med stor ømhed i stemmen.

Tilde så tilbedende op i Gerdas milde og kønne ansigt.

”Hvornår tror du lægen kommer?” spurgte Tilde.

”Det kan ikke vare længe, før han er her. Karl-Peter er taget hen for at hente ham,” svarede Gerda.

”Tilde, hvad syntes du om Karl-Peter?” forsatte Gerda.

”Han er en god og kærlig ung mand! Hende der får ham til mand, bliver ikke skuffet. Hvorfor det Gerda?” sagde Tilde.

”Ikke for noget særligt,” svarede Gerda og rødmede, hun så lidt forlegen på Tilde.

”Nå ikke for noget særligt siger du, men der må da være en grund siden du rødmer. Du er måske glad for ham, Gerda?” spurgte Tilde.

”Ja, men jeg vidste jo ikke, hvad du syntes. Du er godt nok ikke min rigtige mor, men du er den jeg holder mest af og hvis det ville gøre dig ondt, at jeg tog Karl-Peter, så ville jeg ikke have noget med ham at gøre,” sagde Gerda spagt.

”Åh lille Gerda, jeg holder så meget af dig og Karl-Peter. Det ville glæde mit gamle hjerte, om I fandt ud af det sammen!” sagde Tilde.

Gerda smilte kærligt til den syge i sengen.

”Men nu skal du ligge dig til at sove, til lægen kommer!” sagde Gerda og rejste sig op fra sengekanten. Hun ville gå ud og lave en tår kaffe, til lægen kom.

Det varede ikke længe før Tilde sov. Lægen kom sammen med Karl-Peter og så til hende.

”Hun skal holde sengen i nogle dage. Er der nogen til til at passe hende?” spurgte lægen.

”Ja, Gerda fra Nordgården er her til at tage sig af hende,” svarede Karl-Peter.

I det samme kom Gerda ind fra køkkenet.

”Goddag, vil De have kaffe? Jeg har den klar?” spurgte lægen.

”Ja det vil sikkert lune ens forfrosne krop,” svarede lægen og lo.

Lægen hed Victor Madsen. Han var en stor og kraftig mand omkring de 40 år. Der var ingen der kendte hans alder med sikkerhed. Han var meget afholdt i sognet af både fattig og rig. Hans store svaghed var børn og de svagest stillede, især de sølle stakler på fattighuset.

Læge Madsen var enkemand. Hans kone døde i barselsseng sammen med barnet. Han havde aldrig tænkt på at gifte sig igen. Som man siger – brændt barn skyer ilden – han klarede sig godt uden en kone. Han havde jo da en husholderske og hun var meget effektiv, så hvad det angik, havde han jo ikke brug for en kone.

Aftnerne kunne somme tider føles lange hvis der ingen sygebesøg var. Det tog han nu i stiv arm. Han var begyndt at læse så tiden fløj af sted.

Nu nærmede det sig jul og det var en hård tid for mange ensomme og gamle. Tilde var kommet sig over den hårde medfart, hun havde haft. Det havde nu ikke forskrækket hende så meget igen, hun var stadig ikke bange for skoven. Hun håbede bare at det ikke skulle ske igen. Det var dog noget hun ikke gad tænke på.

Denne jul skulle ikke blive som andre. Der var kommet en ny præst til sognet og det vendte op og ned på mildest talt alt. Den nye præst havde sin egen mening om hvordan, en præst skulle forholde sig til menigheden og præstekaldet. Det varede da heller ikke længe før, han var elsket af alle i sognet. Nu havde han inviteret alle på fattighuset til at holde juleaften i præstegården. Det var der ingen andre præster, der havde gjort. Han havde givet besked ned på fattighuset, at de ikke skulle spise før de kom, for

Der stod varm mad parat når gudstjenesten var ovre.

De ældre i sognet, som sad ene og forladte, var også mere end hjertelig velkomne i præstegården. For ikke at tale om alle dem som havde lyst til en festlig aften. Den nye præst tog også rundt til de syge og havde da også været ude hos Tilde mens hun lå syg. Selv skolen besøgte han tit bare for at se, om nogle af børnene måske kunne trænge til opmuntring. Og det var ikke få gange, man kunne se præsten sidde og hjælpe et træt barn.

Snakken i sognet gik og nogle mente at præstens besøg i skolen kom sig af at han var kær i lærerinden. Hun var alene og præsten var enkemand, men præsten hørte nu ikke til dem der lyttede til sladder. Han gik sine egne veje, som det passede ham.

Lærerinden var en ung og smuk kvinde. Hun kom selv fra et fattigt hjem så hun kendte vilkårene for de fleste af hendes elever. Der var jo som altid flere fattige end rige og det var jo altid hos de fattige man så de store børneflokke. Det var jo klart, de var jo nød til at have mange børn, for at være sikre på en god alderdom. Dødeligheden var jo stor, så de var jo med at have nogen til at forsørge sig på sine gamle dage. De rige – derimod – havde jo midlerne til at sikre deres alderdom.

Lærerinden var glad for at præsten kom og gav et nap med. Hun hed for øvrigt Lone Carlsen, det var nu ikke så mærkeligt hun blev glad hver gang præsten kom. Han tog sig som regel af de mest tungnemme. Præsten følte det som en del af sin præstegerning at hjælpe de svageste.

Det var nu heller ikke helt løgn hvad snakken i sognet gik på. Han kunne faktisk godt lide Lone, men det var så svært at få sagt. Han håbede da også at Lone ville komme juleaften.

Julen kom som den plejede. Som det hørte sig til, var der gudstjeneste om eftermiddagen, juleaftensdag. Kirken var fyldt for første gang i mands minde. Alle der skulle til spisning i præstegården var mødt op og andre med. Der var lige før hele sognet var kommet.

Tilde var der også, hvad hun nu var hvert år. Det var nu første gang hun kunne huske, at der var så mange i kirke. Det var nu mærkeligt hvad en god præst kunne udrette.

Da Gudstjenesten var forbi fulgtes de ad til præstegården, hvor de skulle spise en dejlig middag. Bagefter blev der lavet mange fornøjeligheder. Den aften var der med sikkerhed ingen i sognet der sad ulykkelig og ensomt. Først langt over midnat begyndte de at bryde op, for at gå hver til sit. De takkede præsten for hans godhed og ønskede ham et langt og lykkeligt liv.

Da Tilde forlod præstegården, var klokken over midnat. Han havde spurgt om ikke hun ville blive natten over, men det afslog Tilde.

”Jeg vil hellere hjem i min egen seng. Det er jo ikke så tit jeg kan få lov til at ligge i den,” sagde Tilde smilende.

”Pas nu på Tilde, at der ikke sker dig noget,” sagde præsten.

”Bare rolig, det skal nok gå, jeg følges med Lone det meste af vejen,” lo Tilde og gik sammen med lærerinden. Nu var de så på vej hjem efter en af de dejligste juleaftner.

De skiltes og Tilde forsatte til Møgelkær. Da hun nu var nået hjem i seng, kredsede tankerne om den dejlige juleaften i præstegården. Hvor var de dog heldige i sognet med sådan en præst.

Endelig var det forår og Tilde gik og hyggede sig. Der havde ikke været bud efter hende længe, så hun havde fået en tiltrængt ferie. Hun gik og redede i haven da hun hørte nogen kalde. Hun så op og der kom karlen fra Humlegården med retning mod Tildes hus.

”Goddag Holger, hvad bringer dig hid?” spurgte Tilde.

”De skal have barnedåb. Tvillingerne skal døbes og jeg skulle spørge, om du ville stå gudmor til pigen?” sagde Holger.

”Det vil jeg da gerne, men skal jeg ikke hjælpe til med maden?” spurgte hun.

”Hvis du ville komme på lørdag og hjælpe til med det sidste, så ville Trine da blive glad,” sagde Holger.

”Det skal jeg nok. Vil du ikke med ind og drikke en tår kaffe?” spurgte Tilde.

”Jo, det ville ikke være så ringe,” sagde han og de gik ind i Tildes hyggelige gamle hus.

Barnedåben gik godt, børnene kom til at hedde: Thorkild og Tilde. Tilde var stolt over at pigen blev opkaldt efter hende. Trine havde sagt ”det manglede da bare! Det var jo din skyld at det gik så godt”. Tilde var stolt og lykkelig, ikke nok med at hun var gudmor men også at barnet blev opkaldt efter hende, det var simpelthen bare lykken.

Foråret havde fået magten og blomsterne myldrede frem. Skoven sprang ud med de skønneste farver. Tilde glædede sig over denne pragtfulde årstid, solen vandt også mere magt og der var årstiden til forelskelser. Præsten havde da også endeligt fået taget mod til sig og fået sagt til Lone, at han gerne ville giftes med hende. Til hans store overraskelse havde hun stille og roligt sagt: ” Ja, det var du sandelig længe om”.

Derfor gik Lone ud til Møgelkær for at bede om Tildes hjælp til brylluppet. Og selvfølgelig ville Tilde da hjælpe. Tilde var jo aldrig uvillig og det var der flere i sognet der drog ekstra nytte af. Nogle kunne ikke forstå hun ville, for det var jo ikke meget hun fik for sit besvær. Tilde havde for vane at undlade at fortælle hvad hun fik. Var der nogen der spurgte, svarede hun: ” Jeg får så jeg kan holde skindet på næsen,” og så var det afdiskuteret, så ingen vidste med bestemthed, hvad hun fik lige bortset fra dem der betalte og de skulle nok holde tand for tunge.

Præsten og Lone blev gift og der blev holdt fest i præstegården. Præsten havde indbudt det meste af sognet, og de fattigste blev der også tænkt på, de fik kaffe dagen efter. Jo det var skam en præst ud over det sædvanlige, de havde fået i sognet.

Solen havde fået magt og det blev en uforglemmelig sommer, Tilde havde nok at lave man skulle tro hele sognet havde aftalt at sætte rekord i fødsler. Hvis de havde det var det ikke så sært at de fødte på skift, det blev til i alt tyve fødsler den sommer.

”Det er jo ikke så godt hvis skolen lukker!” sagde købmandskonen til Tilde.

Det måtte Tilde give hende ret i, men hun mente dog også der måtte være en grænse.

”Præsten og jordemoderen skal jo også have noget at lave,” blev købmandskonen ved.

”Ja ja, vi skulle jo nødig have en arbejdsløs jordmoder og ny præst,” sagde Tilde og forsatte ”han er jo en dejlig ung mand”.

Tilde var glad for hun havde haft nok at lave, men det var nu også dejligt det var overstået. For nu havde hun tid til at nyde livet i skoven. Høsten var i fuld gang og snart blev der holdt høstfest på Nordgården. I år var det deres tur, det gik på skift mellem gårdene fra år til år.

Det var en dejlig fest, Tilde syntes hun følte sig underlig til mode. Læge Madsen kom hen for at sidde og snakke med Tilde.

”Jeg har det underligt,” sagde Tilde.

”Ja du er godt nok lidt bleg. Vil du ikke hjem i din seng, Tilde?” spurgte lægen.

”Det kan godt ske det er det klogeste,” svarede Tilde.

”Jeg følger dig hjem, jeg finder alligevel ikke en kæreste i aften,” lo lægen.

De brød op og fulgtes ad til Møgelkær. Det var en lun og mild sensommeraften. De talte om alle de fødsler det var blevet til i sommerens løb.

”Ja, nu er der flere til os at bekymre os om,” sagde læge Madsen og Tilde nikkede.

Snart nåede de ud til Tildes hjem og læge Madsen hjalp hende i seng.

”Skal jeg blive lidt?” spurgte han.

”Nej tag du bare tilbage til festen. Det kunne jo være at du alligevel kunne finde dig en pige,” lo hun.

”Ja det kunne du tænke dig, men så får jeg jo husholdersken på nakken,” lo han hjerteligt og forsatte ”kan du sove godt, så sender jeg Gerda herud i morgen”.

Han lukkede døren sgte efter sig. ”Det er vist ved at være slut med hende,” tænkte han og begav sig tilbage til Nordgården.

Næste morgen mens solen stod op gik en ung pige mod Møgelkær. Hun havde fået at vide at Tilde ikke havde det godt og var sengeliggende. Det var ikke pigen fra Nordgården, nej det var den unge lærerinde der var på vej for Gerda havde ikke tid før op ad formiddagen så Lone havde lovet at gå i forvejen.

Hun gik og tænkte på hvad det nu kunne være, det var nok træthed oven på den travle sommer. Jo nærmere hun kom Møgelkær havde hun følelsen af at der var noget galt, der virkede som tomt. Hun satte farten op og små løb op til døren. Da hun bankede på sprang døren op den havde slet ikke været låst. Hun skyndte sig ind i stuen og ganske rigtigt der lå Tilde stille og fredfyldt i sin seng.

Lone tog hendes hånd i sin, uh hvor var den kold. Der var intet at gøre, Tilde var død. Lone satte sig stille på stolen ved sengen og gav sig til at græde, hvorfor lige nu og hvorfor skulle hun dø mens hun var alene.

Nu fik hun travlt for lægen skulle underrettes og præsten med. Hun ordnede Tildes hus inden hun begav sig ind til lægen, der var jo ikke noget der jagede for der var ingen der kunne redde Tilde nu.

Begravelsen foregik i stilhed, ikke mange var mødt op sært nok efter som det var Tilde de sendte bud efter når de manglede en hjælpende hånd. Efter begravelsen blev der blev serveret kaffe på Nordgården, Kerstine mente ikke hun kunne være andet bekendt. Det var jo Tildes skyld at de fik Gerda. Der blev grædt meget men der blev også fortalt gode minder om Tilde, alle kunne de fortælle noget om hende.

Nogle dage efter begravelsen blev Gerda kaldt ind til advokat Knudsen. Tildes testamente skulle åbnes, der var mange der undredes over at hun havde lavet et testamente. Gerda skulle arve alt, og det var ikke så lidt. Det viste sig nemlig at Tilde havde sparret penge sammen og efter beløbet at dømme var det ikke så lidt hun havde tjent rundt om i sognet.

Nu havde Gerda råd til at gifte sig med Karl-Peter og de flyttede ud i Møgelkær. Gerda vidste at det var Tildes ønske.

 

a