Kurt Hauervig Juhl.

Født den 21. juli 1929 i Varde. Omkring tre års alderen fik jeg børnelammelse, polio. Det lammede min venstre side, men ikke hjertet. Ellers havde jeg ikke siddet og skrevet dette i dag. Til gengæld fik jeg en deformeret fod.

Da jeg var tre år gammel, flyttede familien til Haderslev. På det tidspunkt havde jeg en storebror og en storesøster senere skulle der komme en lillebror til.

Åbenbart var jeg født med to ”lidenskaber”. At skrive og at opleve eventyr ude i den store verden. Jeg var ni ti år gammel da jeg fik udgivet mit første digt af det lokale dagblad. Skrev historier der mest handlede om en drengs oplevelser ude i den store verden.

Jeg blev godt skoletræt. Kom derfor i handelslære hos en købmand, men også der måtte der aftenskole til. Min udlængsel blomstrede som aldrig før, lidt vanvittigt når man tænker på, at anden verdenskrig rasede på det tidspunkt. Blev udlært i 1948, pakkede rejsetasken og tog til Svendborg, hvor jeg fik hyre på min første galease. Skrev til omkring 30 danske rederier der havde langfartsbåde, og kom omsider med ” Olga”, til Sydamerika.

Jeg var heldig at slippe igennem med mit dårlige ben. Som niårig var jeg blevet opereret på Ortopædisk Hospital i Århus. Desværre blev resultatet ikke så godt som de flinke læger og familien ønskede.

Det blev til tretten år, hvor jeg ikke alene sejlede men også vagabonderede, jeg boede i mange forskellige europæiske lande. Blandt andet på Middelhavsøen Ibiza, der dengang ikke var det populære feriested, som det senere er blevet. Sejlede med henholdsvis en engelsk og en tysk lystyacht med mange eventyrlige oplevelser.

Men alt den slags fik en ende, da jeg traf den pige jeg blev gift med. Så var det om at leve et normalt familieliv, men skæbnen ville det anderledes. Jeg fik tilbudt et job som sømandsassistent ved Den Danske Sømandskirke i Antwerpen. Der tilbragte vi fire år med mange forskellige oplevelser, men også næsten døgnarbejde. Rejste tilbage til Danmark i 1966, vi købte et hus i den lille by Kås i Nordjylland.

På det tidspunkt levede jeg af at skrive, dog uden at blive millionær. Min kone og jeg var enige om, at hvis jeg kunne tjene lige så mange penge ved at sidde ved skrivemaskinen, som at gå på arbejde, så var det en god løsning. Min kone var sygeplejerske, ofte med forskellige arbejdstider, så det var rart at far kunne være hjemme og passe vore tre dejlige børn.

I dag bor jeg udenfor Pandrup, jeg bor alene men har mange besøgende og meget familie der besøger mig. Skrivelysten er der stadigvæk på mange forskellige måder. Jeg får min folkepension, og er ikke afhængig af hvor meget jeg kan tjene på det skriftlige, hvilket sådan set også er en saga blot. Men jeg er tilfreds med min tilværelse og kan naturligvis mindes alt det, der er sket i mit liv. Heldigvis mest positive ting efter min personlige opfattelse.