Morfar fortæller om besættelsen

af Finn Zinklar

Forord - til "Morfar fortæller om besættelsen".

Efter at vi har passeret årtusindskiftet, er det efterhånden blevet svært at finde køben-havnere, der selv har oplevet den 9. april 1940, og samtidig dengang var gamle nok til at registrere, hvad det var der foregik. Selv var jeg den 9.april 1940 kun ti dage fra at fylde 17 år, så jeg husker endnu ganske tydeligt den morgen, hvor himlen var fuld af tyske flyve-maskiner med hagekors på halen, og hvor vi i radioen fik den chokerende nyhed, at Dan-mark var blevet besat af tyske tropper.

Der er efterhånden skrevet en masse om perioden fra den 9. april 1940 til den 5. maj 1945, og meget af det er skrevet af personer, der slet ikke levede dengang. Noget af det, de har skrevet, får ofte os, der oplevede besættelsestiden, til at tænke: Jamen, sådan var det jo slet ikke. Jeg har spekuleret på, hvordan jeg ville fortælle historien, hvis jeg skulle berette den for et videbegærligt barn, og jeg besluttede derfor at gøre et forsøg. Jeg vil først og frem-mest prøve at forklare, hvordan man som ganske almindelig københavner oplevede en tid med mørkelægning, luftalarmer, fødevarerationering, vareknaphed, brændselsmangel, spærretid, censur og meget andet.

Krigens store og afgørende slag er selvfølgelig nævnt, men ikke udpenslet i detaljer. Det vigtigste for mig var den indflydelse, de havde på stemningen blandt københavnerne. Til at begynde med gik tyske tropper fra den ene store sejr til den anden. Det fyldte de fleste danskere med en følelse af total afmagt. Senere gik det heldigvis den anden vej, og det vakte omsider modstandsviljen til live. Jeg var hverken sabotør eller frihedskæmper, men jeg var husvagt og passede i øvrigt som de fleste københavnere mit daglige arbejde. Jeg vil slutte med at oplyse, at drengen Christian er en opdigtet person, men intet af det jeg har berettet, er opdigtet. Det er fortalt nøjagtigt, som jeg oplevede det.

Februar 2005 
Finn Zinklar.

"Morfar fortæller om besættelsen" kan downloades øverst i venstre kolonne.