Så til søs!

Af Kurt Hauervig Juhl Født den 21. juli 1929 i Varde.

Citat fra forfatterens biografi: " -- Blev udlært i 1948, pakkede rejsetasken og tog til Svendborg, hvor jeg fik hyre på min første galease. Skrev til omkring 30 danske rederier der havde langfartsbåde, og kom omsider med ” Olga”, til Sydamerika. "  "-- Det blev til tretten år, hvor jeg ikke alene sejlede men også vagabonderede, jeg boede i mange forskellige europæiske lande."

Fortællingerne i "Så til søs" bygger på selvoplevede begivenheder, dog er navne på skibe og personer anonymiseret.

Revy på stillehavet er første skrøne i samlingen, som i sin helhed kan downloades i venstre kolonne.

REVY PÅ STILLEHAVET

Skibsklubbens bestyrelse havde fået en glimrende ide, det syntes de i alle tilfælde selv. Under de lange sejladser fra havn til havn, lagde disse gæve gutter deres hjerner i blød for at finde nye former for underholdning. Det skulle give besætnings-medlemmerne en kærkommen adspredelse, og skibsklubben nogle kroner i kassen.

Denne nye ide gik ud på, at der skulle afholdes en revy ombord. Magen til dem man ser i land, hvor politikere og andre godtfolk får deres fejltagelser og særheder humoristisk behandlet. Hvor folk morer sig og klapper og latteren runger som kirkeklokker på en juleaften, Vi var på vej fra Panama-kanalen til Kawasaki i Japan med en last kul, der var hentet i Norfolk. Vi var kommet et par døgns sejlads ud på Stillehavet, vejret var pragtfuldt, bølgerne lange og nænsomme, havet svarede fuldt ud til sit navn.

Ideen med revyen blev enstemmigt vedtaget, rollerne fordelt. Tømmermanden skulle stå for konstruktion af scenen og hvad dertil hørte. Gnisten skulle sørge for musikken, jeg skulle skrive teksterne. Matros Nielsen blev medhjælper og altmuligmand. Der ud over skulle vi fire også optræde som instruktører, skuespillere, regissører og alt til faget hørende. Jeg kan roligt skrive, at vi gik til opgaven med optimistisk energi. Det er et pokkers til slid at skulle skrive en hel revy. Også selv om jeg skamløst huggede ideer fra revyer jeg havde set derhjemme.

Skibsklubbens bestyrelse fandt tilmed på, at der skulle laves et program, naturligvis også med humoristisk indhold. Det blev også min opgave. På midtersiderne var der en liste over de forskellige numre. For- og bagside havde annoncer der mere eller mindre hentydede til forskellige besætningsmedlemmers skrøbeligheder. Da programmet senere blev omdelt, fandt jeg ud af hvor smålige folk kan være. Man morede sig godt nok i almindelighed, men kun når det ikke drejede sig om dem selv. Enkelte blev knotne og nedlagde alle mulige protester. Letmatrosen, der havde en gang som om han evig og altid gik og skubbede en trillebør, havde naturligvis sådan et køretøj til salg. Maskinassistenten med det uplejede skæg annoncerede efter et skægbind og så videre.

Da den efterhånden stod på øretæver, forlod jeg forsamlingen med en bemærkning om, at de kunne stikke deres fordømte revy op et vist sted, jeg ville ikke have noget med det hele at gøre. Noget senere ankom Gnisten og andenstyrmand til mit kammer, de formildede mig med et par glas whisky og nogle vamle ord. Jeg lod mig overtale til at fortsætte arbejdet. Blandt andet havde jeg skrevet en fællessang, der handlede om de lange rejser. Så bestod revyen af nogle små sketches, samt hvad jeg mente ville blive aftenens clou, et tankelæsernummer!

Scenen blev bygget på nogle tomme olietønder, fidusen med tankelæsernummeret var den, at Gnisten skulle sidde på en stol på scenen med bind for øjnene. Så skulle matros Nielsen sidde i skjul inde mellem tønderne, således at han kunne se hvad der foregik blandt publikum, på den måde kunne han hviske op til Gnisten hvad det drejede sig om. Selv skulle jeg gå rundt blandt publikum og modtage de forskellige genstande. Det nummer var simpelthen ikke til at skyde igennem... troede jeg.

Den store dag, eller rettere aften, oprandt. Lige fra det første øjeblik begyndte besværlighederne. Larmen fra maskinen trængte op gennem skorstenen og ned på dækket, den lagde en gevaldig dæmper på det, der blev sagt oppe på scenen. Musikken fungerede ikke tilfredsstillende, der var noget galt med både ledninger og båndspiller, det blev Gnisten bebrejdet for. Bagtæppet, der på den ene side forestillede en skov, på den anden tapetet i en stue med malerier og så videre, kunne ikke vendes uden at vi skulle skille hele menageriet d. Fortæppet havde det ikke bedre, det ville hverken gå op eller ned, tømmermanden havde sjusket med sit arbejde. Eller også havde hans fantasi, der ellers plejede at være beundringsværdig, ikke slået til. Det bevirkede at publikum kunne se, ikke alene de forskellige numre, men også hvad vi foretog os i mellemakterne.

Der var stillet nogle bænke op, der samlede sig en flok forventningsfulde men også kritiske, tilskuere. Kun de få, der nødvendigvis måtte være på vagt, slap for uhyrlighederne. Vi begyndte med fællessangen. Det gik meget godt, hvor enkelt tilskuer havde fået en kopi, de kunne i det mindste høre hvad de selv sang. Så kom der en indledende sketch, en såkaldt appetitvækker. Derefter et indslag, hvor en ”radiospeaker" overværede en fodboldkamp vort skibshold havde spillet nogle uger forinden. Og hvor holdet naturligvis havde lidt et forsmædeligt nederlag. Dette indslag var uhyre morsomt, det var i alle tilfælde min opfattelse da jeg skrev teksten. Atter måtte jeg konstatere, at den humoristiske sans helt havde forladt menneskeheden, eller i alle tilfælde vore tilskuere. Når samtidigt en flok mandfolk sidder og skriger: Højere, højere, vi kan ikke høre noget. så ryger noget af fornøjelsen.

I pausen var der amerikansk lotteri. Førstepræminen var en lille´ flaske whisky af lommelærketypen. Vinderen forlod straks sin plads, han skulle hen for at skrive brev til sin gamle mor, påstod han. Et par håbefulde ungersvende fulgte efter, om de fik noget af flaskens indhold aner jeg ikke. Første nummer efter pausen var en sketch. Jeg husker ikke helt hvor jeg havde hugget ideen fra. Den gik i al sin enkelthed ud på, at der sidder en mand i en stue og læser i en avis. Uheldigvis var baggrunden en skov, som tidligere nævnt var det ikke muligt at vende bagtæppet.

Det banker på døren, manden rejser sig og går hen og lukker op. Det viser sig at være en ven som han ikke har set i årevis. Vennen bliver begejstret modtaget, de får hver en øl (her var der stor utilfredshed, fordi der var vand i flaskerne) og snakker sammen. Manden i huset beklager at hans kone er gået i seng, men han tilbyder vennen at han kan overnatte, så kan han hilse på madammen den næste dag. Mens de sidder hyggeligt og snakker, dukker konen op, hun går i søvne. Hun går hen til gæsten, griber ind i hans jakkes inderlomme og hugger hans tegnebog. Den bestjålne protesterer naturligvis, men manden i huset siger trøstende: Tag det roligt, du får den igen i morgen!

Lidt efter kommer kvindemennesket igen, stadig som søvngænger, denne gang trækker hun jakken af gæsten. Og manden i huset siger trøstende: Du får jakken igen i morgen! Sluttelig kommer konen ind, denne gang tager hun gæsten i hånden og trækker ham hen mod soveværelsesdøren, der af føromnævnte grunde var et stilistisk egetræ. Nu er det manden i huset der protesterer: hov, hvor skal du hen med min kone. Så svarer gæsten: Tag det roligt, du får hende igen i morgen!

En genial sketch med en overraskende slutning. Desværre gik det ikke helt efter planen. Tømmermanden skulle påtage sig konens rolle, matros Nielsen havde lavet alle tiders slangekrølleparyk af manillatov, af førstemesters kone havde vi lånt en natkjole. Den side af sagen var i orden. I sidste øjeblik fik tømmermanden skrupler, han ville ikke optræde som feminist over for den samling bavianer, som han kaldte publikum. Han var hverken til at hugge eller stikke i. Som forfatter var jeg den eneste, foruden ham, der kunne replikkerne. Jeg skulle have spillet vennen der kom på besøg, meget mod min vilje måtte jeg overlade tømmermanden den rolle, jeg var nødt til at spille madammen. Jeg fik min hævn. Sketchen tog sin begyndelse, det bankede på døren føromtalte ven kom på besøg. På et givent stikord skulle jeg komme ind som søvngængerske, det "glemte" jeg uheldigvis. Det var en fryd at se den forvirring der opstod, Gnisten gloede fortvivlet hen mod det sted hvor jeg skulle komme ind. De blev begge røde i hovederne, sveden løb ned af diverse pander, de begyndte at snakke om stjerner og jeg ved ikke hvad, stjernehimlen var tydelig over dem. Da det gik op for mig at nu stod det på øretæver, gjorde jeg min entre.

En vild fløjtekoncert brød løs blandt det mandlige publikum, jeg forstod tømmermanden vægren ved at spille kvindemenneske. Jeg har sikkert set nydelig ud i lyserød natkjole, manillafrisuren og stikkelsbærben. Det lykkedes at gennemføre sketchen, applausen var desværre ikke af den størrelsesorden som jeg havde ventet. Det var en samling humørforladte barbarer vi optrådte for.

Så kom der nummer, som jeg havde set frem til med største forventning. Selv publikum forstod, at der skulle foregå noget ud over det sædvanlige, en forventningsfuld stilhed sænkede sig over tilskuerpladserne. En stol blev anbragt på scenen, Gnisten satte sig på den, han fik bind for øjnene, bindet blev omhyggeligt kontrolleret af publikum. Uset af tilskuerne havde matros Nielsen taget plads mellem olietønderne, herfra kunne han overskue hvad der foregik i "salen". Med den slags værdige skridt, der kendetegner et menneske der har alt under kontrol, vandrede jeg ned og bad om at få overrakt forskellige genstande. Det gik fint med en kam, et lommetørklæde var heller ikke svært at identificere, Gnisten råbte højt oppe på scenen. Der begyndte at blive uro i rækkerne, publikum søgte at lure fidusen af, det fik de også lejlighed til. En smører rakte mig belysningsmåleren til et fotografiapparat, jeg holdt tingesten højt i vejret, og spurgte hvad det var. Tavshed, jeg kunne se Gnistens ører stå på stilke, så sagde han tøvende: Det er noget med lys! I samme øjeblik lød der en høj og dyb stemme fra et sted inde mellem olietønderne: Jeg sagde belysningsmåler, dit fjols! Mens tilskuerne fik travlt med at kikke ind mellem tønderne, måtte jeg sætte mig på en ledig plads. Jeg havde fået et voldsomt latteranfald, det hele virkede umådeligt komisk.

Vi fik gennemført de sidste numre i hastetempo, omsider kunne vi tørre sveden af panden og puste ud. Overstyrmand kom hen og lykønskede os. Det gik da fint, roste han trøstende, alene synet af 'jer oppe på scenen Hvis I en anden gang vil gentage revyen ude på fordækket, hvor der ikke er så megen larm, ville vi måske få en chanse for at høre, hvad der egentlig blev sagt! Vi afslog, ingen af os havde lyst til at gennemgå kvalerne en gang til. Der blev ikke flere revyer, en fiasko var tilstrækkelig.

Alle fortællinger i "Så til søs" kan downloades øverst i venstre kolonne