Sande historier - næsten

Indledningen til "Sande historier - næsten. Hele fortællingen kan downloades øverst i venstre kolonne.

Prolog

Nogle er heldigere end andre, når de bliver arbejdsløse. Jeg tilhørte de uheldige. Jeg har gået arbejdsløs i over et halvt år, grundet at vores lille filialbibliotek, er blevet nedlagt og flyttet til byens hovedbibliotek. Min alder var grunden til at jeg blev fyret, selv om jeg havde arbejdet indenfor biblioteksvæsendet i næsten 30 år.

Jeg skulle jo alligevel snart på efterløn , så hovedbiblioteket foretrak at satse på en af de unge .Så nu gik jeg altså og stemplede, mens jeg håbede på et nyt job af en eller anden art indtil den dag, jeg blev efterlønner.

Men der var ikke rigtig nogen, der havde brug for en afdanket bibliotekar der stærkt nærmede sig de 60 år. Som fraskilt siden 15 år tilbage havde jeg kun en ensom pensionisttilværelse at se frem til, for børn havde vi aldrig fået. Og nu skulle jeg til endnu et af mine 3-måneders møder med min sagsbehandler. Ved det forrige møde havde hun snakket om at sende mig på kursus – et IT-kursus, for begyndere! Jeg måtte fortælle hende, at jeg kunne det mest elementære om IT, og der var mindre end et år til jeg gik på efterløn. Hun havdesvaret med at nu måtte vi se tiden an.

Nu var det altså tid igen – og jeg tre måneder nærmere efterlønnen. Sylvia, som den unge sagbehandler hed, startede med at give en kop kaffe, og så ellers spørge, hvordan det gik med at søge

arbejde. Det gik ikke særlig godt – kulturen var i krise, og der var ikke brug for en knark på snart 60 år i andre fag – finanskrise, stigende arbejdsløshed blandt yngre og bla-bla...

- Ja, jeg ved det, Morten, men du ved ministeriet har bestemt, at så længe, man er arbejdsløs skal man, så vidt det er muligt, i arbejde, uanset hvor gammel man er, eller hvor lang tid der er til

man skal på efterløn eller pension, begyndtre min unge sagsbehandler.

- Som sagt vil jeg gerne ha’ noget at rive i, men...

- Det ved jeg, Morten.

- Hvad så, Sylvia?

- Må vi sætte dig i aktivering!

- Hvad går det ud på?

- At du må arbejde for din A-kasse.

- Med hvad?

- Noget som man normalt ikke får udført, Morten!

- Og det er?

- Det er arbejde, som alligevel ikke er et arbejde. Hvis det var skal det sendes til arbejdsformidlingen, og formidles til en arbejdssøgende evt. med løntilskud. Kan du følge mig?

- Jeg er ikke helt sikker, Sylvia!

- Det forventede jeg heller ikke. Jeg gør det dårligt nok selv, selv om jeg har været på et ugelangt kursus om emnet. Hvad kunne du tænke dig, Morten?

- Noget fornuftigt, måske noget med mennesker! Hvad kan du tilbyde?

- Er du god til at lytte og snakke? spurgte sagsbehandleren videre.

- Lytte har jeg måttet en del på biblioteket, og svare har jeg også måttet, så...

- Så har jeg måske en plads for dig. Min søster arbejder på et plejehjem, og fortæller at der er der flere beboere, der sidder og keder sig om eftermiddagen, så om du kunne sidde og snakke og lytte, mens de drikker eftermiddagskaffen og sådan. Som sagt kan kommunen ikke betale nogen løn, men du får mad og drikke, mens du er på hjemmet. Hvad siger du, Morten?

- Det lyder interessant. Jeg vil da gerne prøve, for det er ret triviel bare at gå derhjemme, svarede den forhenværende bibliotekar med et smil.

- Så ringer jeg til hjemmets leder og giver hende dit mobilnummer, så I kan aftale nærmere. Held og lykke, Morten, sluttede den unge sagsbehandler, glad over at have klaret endnu en arbejdsløs’es penible situation på en elegant måde.

Jeg var dårlig nået hjem fra mødet, før telefonen ringede.

- Det er Mary Olsen. Sylvia sagde du gerne ville komme ud og eftermiddagshygge lidt for vore beboere. Hvornår kan du kigge forbi?

Jeg svarede, at det kunne jeg når som helst.

Mary Olsen, plejehjemsforstanderinden og jeg aftalte et møde til morgendagens eftermiddag. Hun sagde hun glædede sig til at møde mig. Jeg svarede i lige måde, og lagde på. Et nyt kapitel i mit liv skulle til at begynde